Forside Artikler Esajas 53 på Arne Melchiors balkon.
Esajas 53 på Arne Melchiors balkon. Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Fredag, 13. august 2021 15:23

Jeg kom tæt på min jødiske ven, den veltalende politiker, Arne Melchior.  Jeg traf ham som ung, men vi blev mest forbundne som ældre. Han var om nogen en idealistisk og inspirerende minister, og jeg savner ham.


Jeg kom flere gange i hans gæstfrie hjem, hvor han bad mig uddybe min kristne tro.  Det skete sidste gang en sensommerdag på hans balkon med smuk udsigt over en af byens søer.  Han var afkræftet efter en sygdom, men vi nåede da at komme ind på Bibelens vidnesbyrd om Jesus Kristus.  Og det skete naturligvis med et stille suk i mit hjerte om Åndens ledelse.


Samtalen drejede sig pludselig om Jesu stedfortrædende død ud fra Es. 53:5:  ”Han blev såret for vore overtrædelser¸ knust for vor brødes skyld, os til fred kom straf over Ham¸ vi fik lægedom ved Hans sår.”  Jeg sagde til ham:  ”Tænk, de ord blev sagt ca. 700 år, før det skete!”


Han replicerede:  ”At Jesus døde for vore synder, den ”køber” jeg!”  Jeg sagde, jeg ville bede om, at dette måtte blive virkeligt for ham.  ”Bede om hvad?” spurgte han.  ”Det du lige har sagt!   At det må blive virkeligt for dig!””  Længere kom vi ikke, så måtte han lægge sig, træt som han var.


Ikke så lang tid derefter døde han som knapt 92-årig.


Ja, måtte påskens evangelium forny lysten til at give dets troværdige vidnesbyrd (1. Tim. 1:15) videre. Paulus skrev:  ”Jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og Ham korsfæstet” (1. Kor. 2:2).  Min gode ven, Rolf Svindland, kommenterede netop det ord på et bedemøde og sagde:  ”En sådan prædikant ville jeg gerne være!”  Vi ønsker det samme, mens tid er.

2.4.21 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)