Jeg mindes ofte som ung en bestemt norsk prædikant, som vidnede for os om hans konflikt med ”syndens gift”  i ham, der fratog ham al, åndelig livskraft.

Alligevel var han en glad, frigjort Kristus-troende.  Hvorfor, spørger du.  På et kritisk tidspunkt i sit liv så han sig frigjort i Kristus uden, vel at mærke, at syndens ”gift” (han brugte det ord) var kemisk udryddet i ham.  Det var for os unge nye toner.

Han vidnede igen og igen om grundlæggende sandheder i Rom.br., om elendigheden og ”syndens syndighed” i os selv (og som ikke kan udryddes) og vor nye stilling i Kristus forenet med Ham i Hans død, begravelse og opstandelse.  Rom.br. åbnede sig op for os, især 6, 7 og 8 på en ny måde.

Jeg måtte dog gøre mine egne smertelige erfaringer som kristen mht  min syndenaturs uforbederlighed, og hvor fuldkommen og frigjort min stilling er i Kristus.  Vor norske bror gjorde meget ud af det med vor nye, glade stilling i Kristus ..

Min dansk-norske ven, Th. Mundus, som jeg skylder meget, betonede ikke blot, hvad Kristus er for os, men også, ud fra praktiske erfaringer, hvad Kristus ønsker at være i os.  Han sagde engang:  ”Du siger, du ikke kan fordrage det menneske, og nej, det kan du ikke, men Kristus kan!”  Det var en afbalanceret Kristus-forkyndelse..

Denne gammeldags, afbalancerede og sunde Kristus-centrerede forkyndelse er i dag ofte afløst af en letkøbt ”pseudo-frihed” uden selvoplevet erkendelse af evangeliets grundlæggende frigjorthed, men befinder sig enten i en tør, teoretisk dogmatik og ortodoksi eller på en opstemt lovsangsky m. larmende musikalske udfoldelser.  Den slags højrøstethed har ingen evangelisk bærekraft i sig i praksis.

Det bliver dog ikke anderledes.  Du og jeg må over en åben Bibel og ved Åndens hjælp gøre vore egne erfaringer i stilhed i Kristus for Guds ansigt.

For der er jo intet Kristi Ånd hellere vil gøre for os!

10.4.21 - jn