Vore præster er om søndagen forpligtet på den lovbefalede, statsautoriserede bibeltekst som ”dagens tekst”, hvad frikirkerne også delvis er gået over til.  Nogle kender dog en velsignelse ved at gøre det.

En norsk ven indledte engang sin gudstjeneste i København m. ordene:  ”Dette er dagens tekst for mig!” og så stod han dér, i sig selv hjælpeløs for Herrens ansigt (2. Kor. 2:17) med et frisk, beåndet budskab.

 ”Han står for Herren og ikke for mennesker” bemærkede en gudfrygtig kvinde.  Det skal dog tilføjes, at hvor ”dagens tekst” var obligatorisk, samarbejdede han det husfredens skyld, hvis han havde tro for det.

”Hvordan kan jeg vide, hvad jeg skal forkynde?” spørger Spurgeon retorisk på sine unge venners vegne og svarer:  ”Råb til Herren om det!”  Det gjorde han jo selv, og i det øjeblik, han ”fik” et ord, var sagen klar.

Jeg er meget tilhænger af Spurgeons praksis, som han ikke var ene om, men som sagt er der andre, der har kendt en velsignelse ved konsekvent at følge statskirkens nedfældede tekster.  Det skal jeg ikke dømme om.

Spurgeons praksis kan være ydmygende.  Jeg har selv som ung stået overfor en forsamling og bedt om forbøn, da jeg følte mig total tom, men forunderligt nok fulgte der vækkelse.  Andre brødre har lign. erfaring.

gs, tit havde det sådan.  Engang i USA stod han sådan hjælpeløs og lammet foran en stor forsamling.  Da pludselig tog han sin guitar og sang en evangelisk sang, som Guds Ånd brugte, og mange gik frem til forbøn.

Jeg har ikke ukærligt villet kritisere statskirkens system, men alligevel savner vi midt i en åndsfattig tid at se brændende vidner stå frem med et frisk budskab fra Herren, men ak, det er godt nok sjældent.  (Smlgn. 1. Sam. 3:1).  Dengang hed det:  ”Guds ord kom til…”  (Luk. 3:2) den og den.

19.4.21 - jn