Vil du gøre en evangelists gerning (2. Tim. 4:5), huskes du ikke som selskabelig, scenevant og populær.  Eller pjattet, sjov og vittig. Du vil stå i svaghed for Herrens ansigt med det betroede vidnesbyrd (1. Kor. 2:3).

Derfor må ”banen kridtes op” med henblik på den hastigt tilstundende evighed, om end det koster ydmygelser og kritik som i Paulus´ tilfælde. Kompromis´ets ”syntese” er ikke mulig, ligeså lidt det var det under Jesu  vandring på jorden.  ”Ære fra mennesker tager jeg ikke imod”  sagde Han  (Joh. 5:41) – thi den slags blokerer for den frelsende tro  (Joh. 5:44)

Nogle af os har måske et uheldigt ydre imod os, med diverse skavanker, alderen, manglende diplomatisk dannelse og ”horisont”, men det kan Gud i sin nåde alligevel bruge, hvis sand gudsfrygt er til stede. 

Omvendt kan verdslige mennesker tiltrækkes af verdslige kristne med pli og manerer, akkurat som hos de verdsliggjorte, kødelige korintere (1. Kor. 4:8-10). Men det var, Gud ske tak, kun midlertidigt. Se 2. Kor. 7:8-11.

”Jeg overgav jer…hvad jeg selv modtog”, skriver Paulus  (1. Kor. 15:3).  Men blev det modtagne budskab ikke modtaget, var yderligere diskussion unødvendig.  Han måtte videre, - langt videre!  2. Kor. 10:15

Ja, ligesom i gamle dage, når jeg som sælger mødte det åbne marked med mit salgsbudskab.  Blev det ikke modtaget, var det omsonst at spilde mere tid, for det gjaldt at komme videre i hast.

Mennesker kan smigre med venskab, men er dog stadig fjendske overfor Ham, som er synderes Ven,  hvis ambassadør du er som Hans efterfølger ”med tanke på  Hans tilsynekomst og Hans rige” (2. Tim. 4:1).  Men den vinkel på evighedens alvor kender verdslig kristendom ikke til.  Derpå har vi brug for at besinde os, mens tid er. – 24.4.21 - jn