”Vor tid er fattig på gode samtaler og gode breve”, sagde engang en gammel ven til mig.  Selv var han en ypperlig samtalepartner.  Samtaler ved spisebordet var Luther som bekendt berømt for.

Min morfar var det også forfriskende at sidde til bords med, - De førte samtaler var berigende, ofte krydret med livsbekræftende smil og humor.

Paulus praktiserede samtalen.  I Ap.G. 17:17 er brugt et ord på græsk, der betyder ”dialog”.  Den førte han også  i en sal i Lilleasien, hvor samtalen nok varede lige lovligt længe, ja helt til midnat (Ap.G. 20:7-9).

Samtale-gudstjenester er sjældne, men ved en hverdagsgudstjeneste på den tyske ø Amrum valgte en sympatisk præst dialogen, hvad han i øvrigt slap så godt fra, at vi inviterede ham hjem sammen med tyske venner.

Står man som Spurgeon foran 5-6000 mennesker hver søndag, kan gudstjenesten naturligvis ikke blive i samtaleform.  Først senere, da han blev for syg til store gudstjenester samledes han mere intimt med en flok i dagligstuen på det hvilehjem i Sydfrankrig, hvor han prøvede at komme til kræfter.  Med dem brød han brødet og med dem samtalede han utvivlsomt.

Paulus´ budskab på Areopagus, var en enetale, men den var udsprunget af hans mange samtaler på torvet i Athen ”med dem, han traf på”.  Der er altid noget anderledes frisk og umiddelbart over de forkyndere, der som Paulus samtaler med omgivelserne om Kristi evangelium.

For mit eget vedkommende får jeg en særlig inspiration, når der er børn til stede, som der just var 4 af i går til vort stuefællesskab.  At høre dem give deres besyv med og opleve deres aktive del i fællesbønnen er for mig mere højtid end den fineste domkirke eller katedral, du kan byde mig.

Men uanset hvad, ”Kristus forkyndes dog på enhver måde”  (Fil. 1:18), og vi har ingen anden mission og passion.  Selve formen er underordnet.

2.5.21 - jn