En elskelig, ældre bror i Kristus var en pryd for menigheden.  Han både sang offentligt og tog ind imellem ordet.  Han havde ikke nogen speciel nådegave som prædikant, - den kunne i så fald ligge på et meget lille sted, men hans liv og brodersind talte for sig selv.  Hans navn var John Monsen, og han blev i øvrigt gift med min morfars enke, som nu pludselig hed fru Monsen og ikke mere fru Rieper-Holm.

Han sagde ofte, når han tog ordet:  ”Kristendom er oplevelse!”  Det vil måske nogen nok reagere på, da den religiøse verden er fuld af oppustede, ekstatiske ”oplevelser”, som visse genrer excellerer i.  Men de fattes ofte substans el. berøring med ordets og korsets lærdomme.

Sådan var det ikke med John Monsen.  Han var forankret i Guds ord og elskede det overalt, men han betonede, at bibelsk kundskab ikke er nok. Den må opleves og erfares personligt udi alle livets områder.  Kundskab er godt, men den må opleves i praksis. 

Jeg hørte ham første gang på møderne i Norge.  Med sin bror sang han ind i vore hjerter med specielt en meget original sang, der begyndte med ordene:  ”Hvad har vor Gud i dag at gi´? Forladelse, forladelse!  -  Sangen var bygget op sådan, at den ene sang spørgsmålene, og den anden svarene.  Men som sagt gjorde hans liv og sindelag endnu større indtryk.

Han var fra en tid med personlige vidnesbyrd både i tale og sang,  hvor sangen ikke blot hørtes, men kunne ses. Som David vidner i Sl. 40: ”En ny sang lagde han i min mund, en lovsang til vor Gud.  Mange skal se det og frygte og stole på Herren!” (v.4) Tænk, en selvoplevet, synliggjort sang!

Hvor fattigt, hvis vor tale og sang er uden selvoplevelsens kraft.  Det talte man meget om i gamle dage, og det er der ingen grund til at stejle over. Tværtimod, thi kristendom er oplevelse!  -  3.5.21 - jn