Israel er pludselig ikke til at kende igen med sit politiske sammensurium af stridende fløje, hvis eneste enighed består i at skabe et Netanyahu-frit styre uden de jødiske/zionistiske idealer, som oprindelig var rygraden i den jødiske stat fra 1948, der for mange kristne dengang og i årene fremover lyste som en profetisk håbets stjerne.

Israel skal tilsyneladende nu være et ”kludetæppe” (som det hedder) af både jødiske idealer og arabisk jødehad og ikke mere være en ideologisk og idealistisk antitese overfor det verdenssamfund (FN, EU), som ser Israel som den største trussel for verdensfreden. Forsmædelsen ”Boykot Israel”  vil et nyt styre ikke mere have siddende på sig.  En koalitionsregering, som hverken er fugl eller fisk, er nemlig det halmstrå, landet perspektivløst nu prøver at klynge sig til en sølle stakket tid.

Skal vi, som tror på Guds profetiske frelsesplan med jøderne, nu mere og mere være til grin med vor bibellæsning eller i det mindste ikke mere tage den alvorlig?  Nej, ”Skriften kan ikke omstødes”  (Joh. 10:35). Og: ”Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå” (Mk. 13:31) uanset hvor usandsynlige Jesu ord er ifg. det såkaldte ”verdenssamfund” under Satans skjulte vrede.  Det larmende, fnysende had kommer fra ”ondskabens åndemagter”  (Ef. 6:12), som dog er under Guds suveræne kontrol, som siger ”hertil og ikke længere”.

Lad ikke tidsånden tage Guds ord fra os.  Gud har ikke suspenderet sin plan, hverken med det Israel, Bibelen taler om, eller med sin blodkøbte menighed, som  bliver fuldført til punkt og prikke på den Klippe (Kristus), Peter på menighedens vegne bekendte sig til i Mt. 16:16-18.

Hvad er da vort kald, ”medens I venter”  (Jud. v. 21)?  Det er at være tro mod  evangeliets vidnesbyrd ”i den dertil bestemte tid” (1. Tim. 2:6), hvis udløbsdato kun Herren kender. Tak og lov, Guds plan og frelsesvilje i vor Herre Jesus Kristus står stadig ved magt.

4.6 .21 - jn