Det er i år 500 år siden, at Luther med helligt mod trådte frem på rigsdagen i Worm d. 18. april 1521.  Den begivenhed er i dette jubilæumsår stort set gået upåagtet hen, og dog udløste den  dannelsen af en ny kirke, som Luther oprindeligt ikke ønskede og slet ikke besmykket med hans navn.  ”Jeg er jo ikke død for nogen”, sagde han.

Der er ellers god grund til at stille skarpt ind på Luther som reformator og åndelig fornyer, men kirken så han helst reformeret indefra.  Kirkens lære og praksis stod imidlertid så langt fra Luthers forståelse af Bibelen, at noget kompromis ikke var mulig.  Sådan er det dybest set stadig.   ”Sola scriptura”, skriften alene , var hans kampråb i modsætning til pavekirkens dogme om traditionen som guddommeligt ligestillet med Bibelen.

Jeg synes, det er forfriskende at læse Luthers prædikener og skrifter i dag så mange år efter.  Som en anden Billy Graham henviser han igen og igen til ”Der står skrevet” og øste på en levende og selvoplevet måde af Bibelens kilder til både trøst og personlig omvendelse.

En sådan ”lutherdom” findes i dag kun meget sjældent, hvis den i det hele taget findes.  I stedet for ”skriften alene” har i vid udstrækning den lutherske gejstlighed forkastet Bibelens guddommelige autoritet og serverer fripostigt sammenflikkede filosofiske tanker oplæst monotont fra et livløst manuskript.  Ja, undskyld mig, sådan oplever jeg virkelig stort set den moderne Luther-kirke.

Derfor tror jeg ikke, Luther i dag ville føle sig hjemme i den kirke.  Den selvoplevede lidenskab og tro mangler.  Tidsånden har nedkølet den.  ”Jeg klager ikke over, at tiden er ond.  Den er ussel, den mangler lidenskab!” skrev Søren Kierkegaard et sted.

På grund af et personligt handicap er jeg som oftest henvist til en tilværelse inden døre, men kan her komme til TV-gudstjeneste om søndagen.  Det er som regel en skuffende oplevelse uden ”ånd og liv” med en 10-minutters prædiken oplæst fra et livløst manuskript.  Men salmerne er der jo heldigvis stadig, og de indeholder gerne, hvad prædiken mangler af åndeligt indhold.

”Ecclesia semper reformanda”, dvs. kirken skal altid reformeres og ikke hendø som en statisk, apatisk størrelse.  Det fortjener Luther ikke, men man har da lov at håbe, at en ny reformatorisk ildprofet vil se dagens lys trods tidsåndens gudløshed.  Folkesjælen tørster efter  en levende Kristus-forkyndelse og ikke en pseudo-religion fra en teologisk brakmark.

Jørn Nielsen, H.C. Lumbyes Vej 159A, Næstved