Mine genoptræningsdage ma. og torsd.  er spændende.  Jeg træffer ligestillede ”kammerater”, som ofte er ringere stillet end jeg – jeg er i hvert fald kommet på et hold for meget skrøbelige.

”Det skulle gerne være en god oplevelse at komme her”, smilede en af  terapeuterne.  Og det er det.  Sundhedssektoren har jeg gennem årene  haft et godt øje til.  De er ikke  ”missionske” , men deres praktiske omsorg og næstekærlighed er en stor oplevelse. Og for mig meget kristelig.

Og så er der dem i venteværelset.  Det er en apatisk oplevelse at se dem sidde og stirre tomt ud i luften el. klæbe sig viljeløst til et non-stop kørende TV.  Jeg vender gerne jeg ryggen til skærmen i håb om samtale med nogle medpatienter.  Det lykkes glædeligvis gerne.

I går kom jeg i kontakt med en 80-årig fodboldspiller (og senere fodbolddommer), så vi var ret jævnaldrende.  Han kunne fortælle mig om sine mange rejser i udlandet, og hvis jeg forstod ham rigtigt, er han stadig dommer – men det må være for specielle sekunda- el. old boys-hold.

Jeg spurgte, om han havde hørt om landsholdmålmanden og verdensstjernen Eigil Nielsen.  Jo, jo, det havde han rigtig nok, og  jeg fortalte ham, at han blev min gode ven, og at han i sin selvbiografi ”På mål for Danmark” bekendte sig til kristendommen.  Og sådan prøvede jeg at få vendt samtalen, men at blande kristendom og sport sammen, er vist yt og ”naturstridigt”, men var det ikke for Eigil, som jeg talte med herom.

Mine chauffører er ny-danskere  fra fx Iran, Irak og Afghanistan.  De er vidunderligt nemme at komme i kontakt med.  Jeg har den lille, snart kendte ”hjertebog” med i brystlommeformat fuld af gode trøsterige bibelord.  Jeg henviser gerne til s. 5 med Joh. 3:16´s ”For således elskede Gud verden…”  osv.  En herlig, evangelisk tryksag i smukt design.

Herren kunne gerne helbrede mig, men har valgt for mig at være foreløbig sit handicappede vidne. Og jeg fryder mig derover. 

15.6.21 - jn