efter H.C. Andersens ”Sneglen og rosenhækken”.
Sneglen og rosenhækken, de to, Som havde så meget få´t givet, Just disse kom nu i en dialog Om ”kald” og mening med livet.
Rosenhækken ej havde den vid, Som sneglen ku´ lægge for dagen, Rosenhækken blot spredte med flid Sin duft, som var hovedsagen.
Sneglen var tænkeren frem for alt Og kunne så dybt reflektere, Rosenhækken var – kort fortalt – En glædesspreder, ej mere.
Men verden vor snegl ikke brød sig om, I sneglehuset derinde, Den havde nok i en ”kristendom”, Som den i sig selv kunne finde.
Dog, rosenhækken så ”dybt” tænkte ej, Dens kald kunne andet ej blive End glæde at sprede på andres vej Og duften at videregive.
”Du spilder dit liv”, siger sneglen nu hvast, alt mens den af kedsomhed gaber, ”Du, som ej en tanke kan holde fast, vil altid forblive en taber!”
Og sådan de to blev i dagevis ved, Fra sneglen kom tanker så fine Mens rosenhækkens umiddelbarhed Var sneglevennen en pine.
Ak, vogt dig for pseudo-dybsindighed, Som ingen vellugt kan sprede, Må hel´re som hvert lille rosenbed Vort kristenliv stråle af glæde!
(Psa. 34:6)
22.9.00
jørn nielsen
|