(til stille overvejelse)

En jævnaldrende, sympatisk ven besøgte mig og glædede mig med spørgsmålet:  ”Hvad er den frelsende tro?”

Han er en imponerende flittig kirkegænger, og ”frelsen” forbinder han med kirkegang, altergang, salmesang, prædiken, osv. osv.-  Joh. 3:16 var hans konfirmationsord, ”og det holder jeg mig til”, siger han

Alligevel er vi ikke eet i Ånden.  Han reagerer mod min forkyndelse  om, at det går an vide alt om troslære og trosbekendelse uden at være frelst. 

Det positive er, at han i sin søgen minder mig om den religiøse, men åndeligt uafklarede Nikodemus, som kom til Jesus om natten, men – tak og lov! -  han kom dog og kom ikke forgæves.  Jesus vidste, hvad der skulle siges til ham, da han uddybede sit budskab:  ”Du må fødes på ny!”

Det sker ikke ens for alle.  Nikodemus (i Joh. 3) og kvinden i Samaria (i Joh. 4)) blev hjulpet til frelsende tro på hver sin måde. Omvendelsens mirakel sker nemlig ikke pr. automatik efter en fast, teologisk skabelon, thi Ånden, som blæser, hvor Han vil, virker individuelt fra person til person.

Nogle  spø´r mig:  ”Er det en oplevelse?”  Åh ja, Paulus´ vidnesbyrd om den frelsende tro var altid knyttet til hans personlige frelsesoplevelse.  Jeg elsker ordene:   ”Det skete!  (Ap.G. 22:6) sagt´af Paulus til jødiske frænder og venne. Ja, en genfødt kristen er et menneske, der er sket noget med!  

Du kan ikke vidne om den frelsende tro uden at vidne om, hvordan dette under skete i dit eget liv.  Men vi bygger ikke på ”oplevelsen”,  men på Kristi fuldbragte værk.  Evangeliet må dog personligt erfares (opleves).

Er dette sket med dig?  Eller mener du, at din religiøsitet er nok? I så fald bygger du på en religion, ”hvis tro ikke står sin prøve” (2. Tim 3:8).

11.7.21 – jn