Dette ord brugte Kierkegaard om mødet med mennesker på sine daglige gåture i byen.  Denne samtalekontakt kaldte han for sit ”menneskebad”.

Trods 6 uger på vort genoptræningscenter går min krop langsomt ”til grunde (2. Kor. 4:16) -  men mit genfødte indre fornys dog ved ordet og i  berøringen med mennesker, Herren sender os til.  Joh. 17:18, 20:21.

Så jeg kom for sidste gang i går med mine hjertebøger” til uddeling..  Men opholdsstue indbød ikke til ”mission”.  OL-fascinationen på  TV-skærmen var for stor.  ”Herre, har jeg noget at gøre her?”  sukkede jeg.

Inden mit farvel til dem, modtog de dog meget venlig min hjertebog som et godt lille minde.  ”Vi skal jo samle på gode minder”, smilede jeg, ”for gør vi ikke det, er der en skønne dag ingen gode minder at samle på!”

Ude på gangen sad for sig selv en ung kvinde i kørestol.  Hun havde haft en blodprop i hjernen og syntes ikke, hun egnede sig til selskab.  Men vi fik god kontakt, og hun tog rørt imod hjertebogen.  Hun var alenemor med 2 små børn i 2-3 års alderen.

Jeg skulle så til farvel-samtale med min terapeut, en yndig ung kvinde på 25 år, stadig ugift og stadig uden kæreste.  Hun bifaldt hjerteligt min kontakt med medpatienterne, og selv læste hun med særlig interesse, hvad jeg havde givet hende.  Også hun fik ”hjertebogen” og et par digte til hendes natbord.  Jeg kommer til at savne denne fine, unge sjæl.

Og sådan kunne jeg blive ved.  Vi vidner jo både med vor blotte tilstedeværelse og den gode Ånd, vi kommer med, men også med vidnesbyrdets ord.  Sådan har det altid været.  De to går hånd i hånd.

Jo mere jeg involveres, jo mindre angler jeg efter en intern, beskyttet kristendom bag tykke mure, hvor jeg nemt får åndenød.  Kristus døde for vore synder i fuld offentlighed, og sådan sker også vort standpunkt for Ham, det vil sige:  I fuld offentlighed.  -  4.8.21 - jn