En af drengene (13) hos gode iranere, vi har ”Bibel” med, er en sympatisk fodboldspiller, der minder mig om mit eget fodboldsliv som dreng.

Jeg sagde til ham:  ”Mig kan du godt snakke fodbold med.”  Og vi talte bl.a.om fodboldspillet af dag. Meget fornøjeligt og kontaktskabende.

Jo, fodbold var som dreng mit et og alt.  ”Kong fodbold” herskede i mit unge hjerte, og jeg rejste gerne langt for at se ”mit” hold spille.  En af vore unge lærere var anfører og tilmed landsholdsspiller og kom til Italien.

Jeg fortalte min unge ven, hvordan ”kong fodbold” en dag blev skiftet ud med ”Kong Jesus” som min nye, glade lidenskab, selvom jeg stadig fandt fodbold spændende at se på.  Jeg blev kendt med en landsholdsmålmand i verdensklasse, Eigil Nielsen, som i selvbiografien ”På mål for Danmark” bekendte sig til kristendommen.  Den bog købte min mor til mig.

Det var grunden til, jeg opsøgte ham på hans chefkontor, for han havde da sit eget firma, Select Sport, som producerede kvalitetsfodbolde.  Jeg mindede ham om hans ungdoms bekendelse til kristendommen, men han var nu undvigende i sit svar.  ”Jeg er ikke så aktiv”, sagde han.  ”Men det egner du dig ellers til”, sagde jeg til ham.  Vi blev fra da af gode venner.

I sportsverdenen er der glædelige ex på ungdom, der ”kom ud af busken” og bekendte sig til Kristus som Frelser og absolut første prioritet.  Men presset fra sporten er stort, hvad jeg kender fra mit eget liv.

En af vore norske prædikanter elskede fodbold.  Selv var han en ypperlig, evangelisk forkynder.  Jeg besøgte ham på hans ældre dage på et plejehjem, nu mærkbart svækket, men her var det ikke fodbold, men Kristus han ophøjede ej mindst, når vi bad sammen. Hvilket fint minde!

Selv blev det mig nu klart, at mit kald er ikke at tale om ”kristendom”, men at forkynde Kristus selv (Kol. 1:28). Alt andet blegner!

18.5.21 - jn