Vor alder forlænger vor ungdom,

som aldrig af livet bli´r træt,

men er end ej smukt vores ydre,

det smukkeste tårer har grædt!

Vor alder har hvad den kun ejer

af lyk´ligste perspektiv,

den visner, men hist den opsluges

i Kristus, det evige liv!

Det håb er ej flygtige drømme,

Han udgød for dette sit blod,

og har Han os frelst, ja, så har vi

livsfylde i al overflod!

Den skat er i legemets lerkar,  (2. Kor. 4:7)

der sprækker med alderen slår,

jeg glad derfor kroppen forlader,

thi jeg et nyt legeme får!

For døden jeg derfor ej ængstes,

i Kristus der er ingen død,

tænk, jeg skal i stedet opvågne

skyfrit til en morgen sød!

Og spø´r du om alderen trykker?

Vel, den er dog stadig min ven,

indtil Han til sig mig oprykker,

hvor jeg har det bedste igen!

27.5.21 - jn