Jeg kender mig eet m. Luther vedr. evangeliet om retfærdiggørelse ved tro.  Luthers udlægning af fx Gal.brevet er forfriskende lidenskabeligt. 

Men jeg hylder ikke den lutherske lære om frelse i barnedåben. Spædbarnet bliver ikke mere indlemmet i Guds rige ved døbefonten end det allerede er ifg Mark. 10:13-14, hvor du ingen dåb finder, kun Jesus!  .  Han fylder det hele. I lutherdommen er det som oftest dåben, som fylder.

Men vækkelseshistorien lærer os, at trods vor uenighed med luthersk tradition har Herren alligevel haft sine nidkære, lutherske sjælevindere.   Jeg elsker at nævne fx sognepræsten Lindeland fra Sirdal sogn i Sydnorge, som bød den ikke-lutherske vækkelsesprædikant, Albert Lunde, velkommen i sin kirke til vækkelsesmøder med ordene:

”Albert Lunde og jeg er nok så enige, også når det gælder dåben.  Der er blot det ved Albert, at han ønsker lidt mere vand, end jeg gør!”  Og dermed var et frugtbart samarbejde begyndt om sjæles frelse.

Dette er også min ”linje”, og jeg har kendt stor velsignelse ved evangeliets ”dåbsfri” forkyndelse i lutherske kredse i Norge. Jeg rejste engang et stykke vej med den norske (og lutherske) indremissionær, Gustav Ballestad, en Herren tjener.  Han sagde til mig:  ”Hvis vi blot kunne enes om at forkynde synd og nåde, kunne vi samarbejde.”  Jeg var helt enig.

Åndens vind blæser, hvor den vil (og ikke nødvendigvis hvor vi vil, den skal blæse), men dér hvor Åndens ild brænder (1. Tess. 5:19), frigøres vi fra døde dogmatiske diskussioner og enes hellere om sjæles frelse.Uden en sådan nidkærhed er vi trods en ”velplejet” teologi ikke spor troende.

Det var en sådan sjælevinderild, der brændte hos Billy Graham i hans velmagtsdage, og den fakkel har han inden sin død rakt videre til os med Åndens lidenskab.

27.9.20 - jn