Da den berømte ”kulturfornyer” og provo Georg Brandes (1842-1927) lå på sit dødsleje, citerede han disse linjer fra Grundtvigs smukke salme ”At sige verden ret farvel…” (DDS 538):

Kom i den sidste nattevagt

i en af mine kæres dragt

og sæt dig ved min side…

Salmen er en bøn til Kristus, men hvorfor den salme? Han hadede ellers indædt kristendommen og dens moralske værdier. Han havde i øvrigt 2 år før sin død også skrevet smædeskriftet ”Sagnet om Jesus”. Men hvad nu? 

Vendte han sig alligevel her på falderebet til den Kristus, som han på et tidligt tidspunkt i sin ungdom havde følt sig tiltrukket af?  Vi véd det ikke.

Den amerikanske evangelist Dwight L. Moody sagde på sit dødsleje:  ”Jorden viger, Himlen åbner sig, dette er jo ikke at dø!

Svend Auken (1943-2009) fik Johs. Møllehave til at holde en særlig prædiken for ham på dødslejet.  Han havde tidligere hånet George W. Bush for hans åbne bekendelse til Kristus. Det gjorde han nok ikke mere.

Jeg spiste for en tid tilbage sammen med en håndfuld gode, gamle skolekammerater.  Flere af dem så ud til – ligesom jeg selv – at befinde sig tæt på evigheden.  Da jeg spurgte dem, om de nogensinde talte om livets nære afslutning, var svaret nej.  Det var ikke noget samtaleemne.

Jeg læste netop i min dgl. bibellæsning de triumferende ord, at Han (Kristus) er ”den levende blandt de døde”  (Luk. 24:5) og som et af min kones dagplejebørn, Jesper, ofte sagde:  ”Ingen er så levende som Han!”  Nej, og ingen er så åndeligt døde som dem, der forkaster Ham!

Men hvorfor gøre det?  ”Den sidste nattevagt” kan hurtigt komme til os alle, og som en af de troende chefer i Ø.K.  i gamle dage brugte at sige til ikke-troende mennesker:  ”Hvor vil du tilbringe evigheden?” – 24.9.20 - jn