Vi behøver nåde til at forstå, hvad nåde er!

I USA fik jeg gode venner, som stærkt fremhævede den frie, uforskyldte og selvoplevede nåde i Kristus i modsætning til religiøs glædesløshed. Sådanne venner fik jeg også i DK og Norge til gensidig glæde.

Men den humørforladte trældom var jeg dog midt i, da en baptistpræst en dag besøgte mig på min ”boot camp” i USA.  Han sagde:  ”Førhen ophøjede du Kristus, men ikke nu!” Han fornemmede min lovtrældom.

Jeg mødte også kristne, der talte velartikuleret om nådens frihed, men levede kødeligt. Disse ”frihedselskende” kristne var m.a.o. ikke spor frie.  Den verdslige tidsånd prægede dem i stedet for en ”vandring i Ånden”.

Der tales om nåden på 2 måder. Den ene er et vidnesbyrd om dens forløsende frihed i Kristus uden religiøs trældom, og den anden ”udgave” af nåden er reelt ”en anledning for kødet” (Gal. 5:13) og dets ufrihed.  Men Paulus vendte i Gal.br. ikke ukærligt ryggen til de lovbundne.

Det skal derfor ikke afholde os fra at vidne om nåden i Kristus med alt, hvad dette herligt indebærer.  Det er en del af evangeliet om syndernes forladelse med ”tilregnet retfærdighed uden gerninger”, som  Rom. 4:5-8 peger på med Davids ord:  ”Salige er de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult; salig den mand, som Herren ikke tilregner synd” – men (underforstået) som Han tilregner Guds retfærdighed.

Dette frigørende evangelium gjorde Luther til reformator, men ikke fejlfri, thi ”vi fejler jo alle i mange ting( Jak. 3:2), - ingen kan sige sig fri, for vi har hver især mange fejl at begræde.   ”Glæd dig ikke over mig, min fjende, jeg faldt men jeg står op!”  (Mik. 7:8).    Kender du til nogen anden kristendom end den om synd og nåde?  Jeg gør det ikke.   – 21.9.20 – jn