Jeg er af naturlige grunde (alderdom!) en hyppig gæst i lægehusets venteværelse.  Det er en kærkommen anledning til samtale.

De fleste er ældre og lidt ”tunge” i det.  Min krop vil heller ikke så meget mere, men jeg er HERREN taknemlig for, at Han endnu har forundt mig mental sundhed og lyst til at møde andre, høj og lav, unge og gamle.

En ung pige kom og satte sig i tilbørlig afstand fra mig. Jeg roste hende for hendes smukke lange hår, som minder mig om vore 3 børnebørn-piger i USA med deres lange, krøllede hår.  En har endda rødligt hår.

Den yndige unge pige smilede klædeligt genert, og vi talte om skole.  Hun går på Herlufsholm´s 2. G., og jeg fortalte om mit besøg på denne skole, som rangerer så højt på den sociale rangstige, at vore piger valgte et kommunalt Gymnasium, men at det alligevel er gået dem godt i livet.

Jeg havde uddelt i en klassetime Nye Testamenter, og jeg fortalte hende om grunden.  Jeg nåede lige at sige ordet ”Gud”, da jeg blev kaldt ind.

Ja, sådan kan det gå, men ak, jeg havde glemt at tage nogle ”hjertebøger” med, så hun kunne have fået et godt minde. Øv!  Det må ikke gentage sig.  Jeg fortalte, hvor glad jeg er for selskab med unge mennesker, og hun virkede, som om hun også var glad for at tale med en oldtidssag som mig.

Jo, et lægeventeværelse kan der være mission i. Dér sad også en pensioneret læge, som havde været vor huslæge, og som havde ladet sig døbe i Holsted Kirke, da han gerne ville blive en kristen.  Et glædeligt gensyn, men han blev også kaldt ind, inden samtalen kunne fortsætte.

Moralen er: Gå ikke byen uden at have Guds ord med dig!

8.9.20 - jn