En nidkær præst, min morfars gode ven, pastor Johansen fra Godthåbskirken på Frederiksberg, udtalte engang:  ”Vi er alle født med ryggen mod Gud og må derfor omvendes, også de barnedøbte.”

Den tone høres aldrig.  Jeg spurgte en ældre præst, om han forkyndte omvendelse, men han svarede:  ”Jeg vil ikke dømme nogen” og afviste dermed dette spørgsmåls dybe alvor.

Omvendelse og anger,  ”bedrøvelse efter Guds sind”  (2. Kor. 7:10), går hånd i hånd.  En vækkelse i min ungdom begyndte med en pige på kun 13 år, som græd og græd.  Andre unge kom med. Og glæden var stor.

Nej, dåben er i sig selv ikke nok.  Vækkelser oplevede jeg som ung i gode lutherske kredse, hvor de unge indså, at deres barnedåb ikke var nok.

Du kan spørge:  Jørn, har du selv oplevet det, du taler om?  Ja, det har jeg, men ikke alle gør det ens.  Der findes ikke nogen omvendelses-skabelon eller -facitliste.  Alle omvendelser er forskellige, fordi vi er forskellige.

Det med angeren el. sorgen over synden blev først forstærket efter jeg kom til troen.  Men løsningen eller forløsningen har jeg hele tiden fundet samme sted, nemlig i den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus.

Det alt afgørende er, at omvendelsen virkelig er sket, så at vi kan sige som Paulus kunne sige om sig selv:  ”Det skete!” (Ap.G. 22:6) -  Hvordan det skete og i hvilken rækkefølge er ikke så vigtigt, men som min morfar engang sagde til mig:  ”Det er vigtigt, at du kan sige som den blindfødte: ”Eet véd jeg, at jeg som var blind, nu kan se!”  (Joh. 9:25).  Det ord var jeg glad for, for det kunne jeg Gud ske lov sige var sket i mit unge liv.

Kan du sige det samme?  Jeg spørger ikke, om du er religiøs eller går i kirke, men har du oplevet omvendelsens under, hvad dertil følger af anger (sorg) over synden?  Kan du også sige:  ”Ja, det skete!”   

28/8/20 - jn