”Du må ikke følge mængden….”  (2. Mos. 23:2)

En vildgås så en flok af tamme gæs
Højt fra sit frie rum deroppe,
De gik dernede på et græsklædt næs,
Hvor de sig veltilpas lod rig´ligt proppe.

Vildgåsen sagde:  ”Til dem jeg stiger ned,
Jeg flyve vil dem alle lære,
For at de frie kunne flyve med
Og lade sig på luftens vinger bære!”

Den kom til dem og prøvede med flid
At lokke dem til kækt at lette
Så højt at alle kunne til sin tid
Sig nye mål i herlig frihed sætte.

De tamme gæs behag fandt i den gæst,
Hvis komme dem en stund fornøjed´,
Men som forvandlet blev snart til en pest,
Vildgåsens adfærd flokken ikke døjed´.

Vildgåsen – ak! – sig retted efter dem,
De havde rette argumenter,
Vildgåsen fandt hos dem det tamme hjem,
Som altid hver en tæmmed gæstfrit venter!

Vildgåsen blev så føjelig og tam,
Til jorden lod den sig nu binde,
Dens flyvekraft var blevet ganske lam,
Dens frihed var nu kun et fordums minde.

Moralen du nok kristeligt forstår,
De tamme gæs ej vilde bliver,
Men ilde det for hver en vildgås går,
Som til den tamme mængde hen sig giver!

Vær du ”hiin Enkelte” med dette sind,
Som blot ”hiin Enkelte” vil vinde,
Thi mængden gør dig både tam og blind,
Og vil dig som hin vildgås slavebinde!

29.4.01

-jørn nielsen-

(inspireret af Søren Kierkegaards fortælling om vildgåsen  i ”Tatort Christenheit”))