Forside Poesi Vuggevise til lille Alma
Vuggevise til lille Alma Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 08. Juli 2020 04:48

Melodi:  Schlafe, mein Prinzchen, schlaf´ ein…


Sov lille Alma, sov sødt,

ja, tænk at du pluds´lig blev født,

glad blev din far og din mor,

hvor du skal vokse dig stor,

du skal berige de to,

selvom du ej gi´r dem ro,

men nyd først drømmenes tid,

drøm derfor sødt med al flid,

tys, sov, lille engel blid!


Og når du vågner igen,

står maden parat, lille ven,

for moders kærlige bryst

er nu din rigdom og trøst,

dér skal du stilne al gråd,

til du igen bliver kåd,

da må du sove igen,

gerne med smil, skønne ven,

hver hånd er omkring dig næn!


Verden er stor, meget stor,

langt større end Alma nok tror,

den kommer dog ej på tværs

i baby´ens univers,

Himmelen hører dig til,

Herren de små frelse vil,

blandt dem er du, lille du,

til dig står kærligt Hans hu,

sov sødt derfor lidt endnu!


7.7.20 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)