En lille ode du fortjener gerne
Udi din høje, smukke alderdom,
Hvor du endnu som nattens klare stjerne
I skrift og tale lyser viden om.
En ”middelmådig” vil sig hermed driste
Til dig at gratulere, ædle ven,
Om blot jeg nogenlunde rigtig vidste,
Hvordan jeg bedst skal bringe hyldesten.

Der er så mange tomme ord, der skrives
Ved morgengry og ud på kvælden sent,
Det tvivlsomt er, om disse bør tilblives,
Hvis de, der skriver, ingenting har ment!
Nuvel, jeg ydmygt vil mig dog forsøge,
Thi ærligt sprog, jeg véd du lytter til!
Den viden min frimodighed vil øge,
Hvis blot lidt tålmod du mig vise vil:

Var jeg elev, og skulle du mig lære,
Jeg gråned endnu mer dit sølverhår,
Du sikkert tungnem ville mig erklære
Og søge trøst hos Søren Kierkegaard!
Alligevel, så må jeg dig bedyre
Og sige:  alt forgæves ikke er,
Det skrevne ord du lærte mig at styre
Og træde digterisk i karakter!

Ak, allerede si´r jeg nok for meget,
Mig fattes, véd du nok, koncentration,
Men selvom her jeg dybt er underdrejet,
Du må ej afslå min gratulation!
Se, hos mig vakte du beskedne evner,
Selv er dit liv på Åndens gaver rigt,
For krummer, du min ringhed gavmildt levner,
Jeg takker dig så varmt og inderligt!

Vi er forskellige, jeg mildt det siger,
Ja, ikke mindst i type og gemyt,
Den ”diskrepans” dog dybest set beriger
Og kan udvirke meget godt og nyt,
Thi Åndens enhed ens os ej skal gøre,
I Kristus vi hinanden hører til,
Hvor stærke bånd Guds folk vil sammenføre,
Om end vi styk´vis kun det fatte vil.

Som pseudo-fromheds blinde eftersnakker
Jeg aldrig kunne være ægte ven;
For den slags venskab du dig nok betakker,
Thi dette ingen vegne fører hen.
Jeg hel´re ydmygt vil dig respektere,
Men ej med hundens underdanighed,
Kun sådan kunne vi kollaborere
I Kristi frihed og i Åndens fred.

For store ånder, mestre og genier
Du gerne har en vis inklination,
Men medens de dig glæder og beriger,
Må korset være din inspiration!
Thi Himlens ultimatum vil forblive
Guds uforskyldte evangelium,
Som i dets dårskab vi skal vid´regive
Som frelsens rigdom her i tid og rum!

Et ord fra skriften jeg til slut dig giver,
Hos Zakarias du det finde:
For dig det ”lyst ved aftentide” bliver,
Når verden sortner mer og mere til;
Ja, lys i lyset skal du stedse finde,
Når ordet, som af Herrens mund udgår,
Til sidste vandringsstund skal herligt skinne,
Til frelst du himmellysets bolig når!

-jn-

"Det skal blive lyst ved aftentide".  Zak. 14:7