”… thi også skabningen selv skal engang fries fra forkrænkelighedens

trældom (el. slaveri) og nå til Guds børns herlige frihed!”  (Rom. 8:21, ordret ovs.)

Med mine troende medkristne, som hver dag lever over og af en Guds-beåndet Bibel, er jeg nok fælles om den opmuntring, det er under vore mange, uartikulerede sukke (v. 23, 26) at blive mindet om et specielt Guds ord, der lige passer til situationen, hvilket ikke er en anstrengende, mental proces, men den gode Helligånds nænsomme tjeneste i vort liv.

Det kan være et skriftsted, der pludselig lyser op eller det kan være adskillige skriftsteder, hvor det altid munder ud i et større og herligere syn på vor frigjorte stilling i Kristus.  Sådan virker Hans Ånd.

Udtrykket ”Guds børns herlige frihed”, som det ordret er gengivet i ældre ovs., lyste op for mig i denne herlige ”vågenat”. Ordet fra Romerbrevet taler om ”forkrænkelighedens trældom” og peger samtidig på vor herlige frihed i vor Herre Jesus Kristus.  Og her er pointet:

Sandt er det, at hele skabningen, både dyr og mennesker, er i trældom.  I naturfilmene slår det mig, at dyrene ingen rigtig frihed har. Ulv og lam græsser jo ikke fredeligt sammen, og løven æder ikke strå (Es. 65:25), men sådan vil det ikke blive i det messianske fredsrige.

Og fredløse mennesker fører mange blodige og brutale krige mod hinanden.  Men lige nu er hele verden fanger i den isolation, som hedder Corona, der koster tusindvis af liv.  Midt i alt dette findes et folk med en frihed, som ikke er af denne verden, og dette folk kaldes ”Guds børn”.

Paulus priste Gud for den frihed, selv som lænket fange i Rom.  Det gør vi også, og vort evangeliske kald er som Herrens efterfølgere at forkynde frihed for tidens åndelige og ulykkelige fanger med ”et nådeår fra Herren”  (Luk. 4:18-19).

O, lad os bede om, at det må lykkes her på falderebet! 

15.4.20 - jn