Spørgsmål:  I 2. Sam. 24 og 1. Krøn. 21 læser vi i begge tilfælde om en folketælling i Israel og dens alvorlige følger.  Men i det ene sted (2.Sam.24) står der, at det var Herren, der befalede David at holde denne folketælling, medens der det andet sted (1. Krøn. 21) står, at det var Satan, der ”æggede David til at holde mandtal over Israel”.  Hvordan skal det forstås?  Kan både Herren og Satan tilskynde David til samme handling?

Svar:  Ja tilsyneladende, men også kun tilsyneladende!  Der var alligevel én væsentlig forskel.  Da Herren befalede denne folketælling var det under en forudsætning, som Satan absolut ikke ville vide af, nemlig spørgsmålet om sonepenge.  Herom læser vi i 2. Mos. 30:11-16.  Der står bl.a.:  ”Når du holder mandtal over israelitterne, skal enhver give Herren sonepenge for sit liv, at ingen ulykke skal ramme dem i anledningen af mønstringen.”  Den nøjagtige pris blev endvidere fastsat, og den var ens for rig og fattig, og den var i sølv (Se 2. Mos. 38:25), som dermed er et billede på den forsoning, der blev opfyldt i vor Herre Jesu Kristi genløsning, som dog ikke var med sølv. men med ”Kristi dyrebare blod”  (1. Pet. 1:19).

David dårskab bestod ikke i selve mønstringen, som der var fortilfælde på i Israels historie, men i hans tilsidesættelse af bestemmelsen om sonepenge.  Den dårskab straffede Herren meget hårdt, ja, skal vi måle det på konsekvenserne, var det Davids største synd i det hele taget, større end hans fald med Batseba.

Lærdommen er højaktuel.  Det tal, Herren regner med som sine, er ikke nødvendigvis det tal, som kirkerne kan mønstre som deres medlemmer.  Thi af dem er der mange ”medløbere”, som aldrig har gjort nogen personlig erfaring med vor Frelser som deres fortabte sjæles eneste redning.  De véd ikke, hvad det vil sige at være fortabt, men er blot ”med”, følelsesmæssigt, socialt, selskabeligt, og kan deltage i diverse aktiviteter, ja endog stå på en talerstol uden som genfødte mennesker at kunne vidne om frelsen ved Jesu blod alene.

Jeg var netop for nylig gæst i et hjem i California, hvor min vært delte sit vidnesbyrd med mig.  Han fortalte, at han havde været både søndagsskolelærer, med i kirkeledelsen og med til at træffe kirkelige beslutninger, men uden selv at være født på ny.  Han fortalte, hvordan Herren ad underlige veje bragte ham til erkendelse af sin fortabte stilling, indtil han til sidst kunne kaste sig i armene på sin fortabte sjæls eneste Frelser.  Det var godt nok ydmygende for ham en dag at skulle stå frem for sin menighed, i hvis styre han sad, og fortælle, hvad der nu var sket i hans liv.

Men hans tilfælde er ikke enestående.  Det tragiske er imidlertid, at den ene efter den anden står frisk og frejdigt frem på kirkelige platforme og ytrer sig som om alt er vel, selvom de lever i et religiøst selvbedrag.  Jeg véd, hvad jeg taler om, og det skærer mig hjertet hver gang, jeg prøver at tale med sådanne vildfarne sjæle, som synes at være vaccineret med religiøsitet uden at kende til den nye fødsels store under.  De figurerer nok i en eller anden medlemsliste, men er ikke indskrevet i livets bog.  De mangler en personlig frelseserfaring med Jesus Kristus.

Tilbage til Davids mønstring.  Satan ville ægge ham til et stort mandtal-”show” uden sonepenge.  Herren ønskede at enhver (2. Mos. 30:12), dvs. hver enkelt, skulle gå vejen omkring sonepengene.
I et gammel vækkelsessang lyder koret:

Der er frelse kun i Jesu blod alene,/ Vej til Himlen går jo om ad Golgata!/ Kom i dag og lad dig helt med Gud forene,/  Du med fryd opleve skal din frelses dag!

Kender du, som læser dette, til denne indre fryd ind for Herrens ansigt?

-jn-


10.6.09