Forside Artikler Om at være enten for eller imod
Om at være enten for eller imod Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 20. juni 2020 10:34

Da præsident George Bush gik til aktion mod de terrorister, der med snigmordet på World Trade Center den 11.9.2001 var skyld i ca. 3.000 sagesløse ofre, erklærede han:  ”De, der ikke er med os, er imod os!”  Det var en tillempning af Jesu ord:  ”Den, som ikke er med mig, er imod mig”  (Mt. 12:30), som han af gudløse kritikere, inkl. danske, blev hånet for.

Men han bad om et standpunkt for eller imod, ligesom Jesus havde gjort det.  Dér befinder vi os også nu mht. evangeliet, som ikke er beregnet til internt brug, beskyttede kirker, studiegrupper, søndagsprædikener o.lign. skrivebordsarbejde, teologiske debatter el. lidt filosofisk koketteri.

Apostlen taler i enten-eller baner til Timoteus: ”Skam dig derfor ikke ved at vidne om vor Herre eller ved mig, hans fange, men vær med til at lide ondt for evangeliet ved den kraft, Gud giver.”  2. Tim. 1:8

Ordene var aktuelle i forb. m. retssagen imod ham i Rom, som allerede  husede mange kristne  (Rom. 1:8), men her, hvor den kristne verdens  ypperste vidne stod anklaget, gik ingen i brechen for ham.  ”Alle svigtede mig!”  Paulus havde format nok til at bære over med deres fejhed og skriver:  ”Gid det ikke må blive dem tilregnet!”

Jeg kender en mand, som med sit vidnesbyrd i medierne hånes og latterliggøres, mens han lades i stikken af sine medkristne venner, som ikke offentligt tør vove pelsen.  Dog nogle gør til glæde og pryd for evangeliet.  Tiden er nemlig for længst inde til et for eller imod-standpunkt og ikke til flyverskjul i en kirke o.lign.

Ja, så meget mere glædeligt er det, når frimodige kristne vidner i fx jobmæssige sammenhænge.  Deres glæde og begejstring smitter.  De tager deres egen platform med dem overalt, hvor de færdes.  De er ikke diskussionslystne, men vidneivrige.  De er en inspiration for den kristne menighed og verdslige kristnes dårlige samvittighed.

8.4.20 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)