Forside Artikler Endnu en advarsel mod 2020-Bibelen
Endnu en advarsel mod 2020-Bibelen Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 20. juni 2020 10:30

Selvom 2020-Bibelen roses i religiøse kredse, får den næppe indgang hos bibelelskende kristne.  Engang lærte jeg, at ”tæt op ad de største sandheder, ligger de største løgne.” Det er 2020-Bibelen et trist ex på.

”Nåde” og ”synd” er erstattet med ”overbærenhed” og fejltrin.     De kendte ord:  ”Gud, vær mig synder nådig!” (Luk. 18:13)  bliver nu til:  ”Du må bære over med et menneske som mig, der ikke følger din lov.”  Alvoren formildes m. en slags udglattende øllebrødsbarmhjertighed.

Og ordet ”synd” oversættes mere spiseligt med ”fejl” eller ”fejltrin”.  Folk siger jo rask væk til hinanden:  ”Jeg har nok mine fejl” men uden anger eller syndserkendelse, som den nye bibel pakker ind til ukendelighed.

Ordet ”fuldbragt” i Joh. 19:30, som Guds folk elsker overalt, oversættes: ”Nu er alt, som det skal være” - overfladisk og gradbøjet og uden dybde.

Sådan kunne jeg blive ved.  Det, der lægges vægt på i vide kredse er ikke om bibeloversættelsen er troværdig overfor grundteksten, men snarere ordlydens slagfærdighed, dvs. hvor friskfyragtig teksten kan blive.  Det platte sprog præger vor tid, ej mindst de frikirkelige platforme.

Som sagt tror jeg, at dømmekraften hos genfødte kristne, der lever under den Åndens salvelse, som har givet dem åndelig indsigt (1.Joh. 2:20), ikke rask væk kan favne 2020´eren som sandhedsbog, men som en blanding af sandhed og løgn, hvilket Satan er dygtig til i teologisk klædedragt.

”På knæ for Bibelen!” tordnede Vilh. Beck, Indre Mission, for over 125 år siden.   De ord er stadig aktuelle, men ikke mht 2020-Bibelen.

31.3.20 - jn

 
Copyright © 2020 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)