”Du, som bor i haverne, vennerne (gl. ovs.:  ”medbrødre”) lytter, lad mig høre din røst!”  (Højs. 8:13)

En højt skattet forkynder, min personlige ven fra gammel tid, Th. Mundus, kunne ind imellem tale om, hvad Herren havde plantet ikke blot i andres haver, som han nød godt af, men også i hans egen, personlige have, og det var i hans tilfælde nogle af de åndelige rigdomme, han øste af fra Guds ord til en hungrig, kristen menighed og til stor velsignelse.

Har vi som Kristi efterfølgere sådanne haver, både i fællesskabet og individuelt, som Herrens nærvær fylder?  Dér er det nemlig, at ”vennerne” *) lytter.  Ja, med særlig opmærksomhed.  Dér er det, at troende mennesker taler godt sammen.  Se Mal. 3:16.

Men ak, dette er ikke altid tilfældet.  Det hænder jo, at troende mennesker har meget lidt at samtale om ang. det, Herren har plantet i deres små haver, fordi Kristus fylder for lidt og verden for meget.  Højs. er bogen om brudgommens kærlige fællesskab med sin brud - et billede på Kristus og menigheden og på Kristus og den enkelte troende.

Ak, det er hændt, at en medkristen kom til min ”have” og blev skuffet, fordi Kristus ikke optog hele pladsen som den, hvis ”navn er en udgydt salve”  (Højs. 1:3) med en lokkende vellugt overfor andre.  Da behøves en god ”havemand”, dvs. Herren selv, der på ny må beskære haven.

Da først bliver vi en have, hvor ”vennerne lytter”, og vi på en særlig måde hører Herrens røst og ikke blot et ”opkog” af monotone læresætninger.

Højs. slutter i billedsprog med brudens længsel efter brudgommens hastige komme (8:14).  Denne længsel findes i enhver sand troende, ja nok nu end nogensinde.  ”Amen, kom Herre Jesus!”  (Åb. 22:20)

23.2.20 -  jn.

*) gl. ovs. oversat med:  ”medbrødre” – i den tyske Bibel med:  ”rejseledsagere”.