”Menneskesønnnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte!”  Luk. 19:10

Om barndomstiden jeg kun sjældent taler,
I mange skygger den indhyllet var,
Men selvom jeg romantisk den ej maler,
Små lysglimt var der dog hos mor og far!
Mor sange og mig aftenbønnen lærte,
I skolen Biblens verden indgav håb,
Som lindre kunne barnesjælens smerte
Og dennes uartikulered´ råb!

Jeg møder kristne – æggeblomme-fromme! -,
Som ikke megen anelse har om
Den falske lykkes frustrationer tomme
Og åndens gudsforladte fattigdom!
De er selskabelige, hyggelige,
Og snakker allermest om ingenting,
De beder bordbøn, synger om Guds rige
Og har et ydre gudsfrygts skin og swing!

Til den slags kristendom jeg blev ej draget,
Thi den ej kunne mætte sjælens sult,
Som længe havde ubevidst mig plaget,
Bag al facadens smil dog grundigt skjult!
Men Hyrden, som opsøger det fortabte,
Lod ej mig sejle i min egen sø,
En længsel efter frelsens liv Han skabte,
Det liv i Ham, som aldrig kunne dø!

At kunne selvoplevet herom tale,
Det er et nådens privilegium,
Thi intet kan i dag min sjæl husvale
Som netop Kristi evangelium!
Han endnu kærligt de fortabte søger
Og gør det gennem ordets vidnesbyrd,
Hvadenten de er told´re eller skøger,
For dem er frelsen, som Ham kosted´ dyrt!

Til at formidle nåden, Han mig kaldte,
Thi kun ved den kan hjertets is optøs,
Kun ufuldkomne vidner Han udvalgte,
Som turde Kristi Ånd frit slippe løs!
I evigheden skal igen jeg glædes
Med hver en sjæl, som vundet blev på jord,
Og som i hvide klæder skal iklædes
Og Lammet prise for Hans frelse stor!

4/6.09

-jn-