|
Vor sympatiske fysiklærer på Højdevangens Skole på Amager, hr. Søndergaard, gav os en definition på ild. Han sagde: ”Ild er en kemisk forbindelsen med luften”. Jeg kunne ikke umiddelbart bruge den definition til noget, men jeg har alligevel ikke kunnet glemme den. Nuvel, denne teoretiske viden om ild gjorde hverken mig eller mine kammerater til ildsjæle. Vi havde interessant viden om ild, men det betød ikke, at vi nødvendigvis selv brændte for noget. Det går nemlig an at have viden om dit og dat uden selv at være lidenskabeligt berørt deraf. Dog tilhørte jeg det slæng i skolen, som fx brændte for fodbold m. vore favoritklubber. Min hed ”Fremad Amager”, hvor en af vore afholdte lærere, Kaj Frandsen, var anfører og endda også spillede på landsholdet. ”Har du virkelig så stor en forkærlighed for Fremad Amager?”, husker jeg en af kammeraterne spurgte mig. Han spillede en hurtigt løbende højre wing og kunne elegant ”lægge bolden ind over”, som det hed dengang. Jo, jo, lige i den sammenhæng var vi ”ildsjæle”, der brændte for noget. Men det var også i de dage, at en ny ild brændte hos mig, om end den til at begyndte med var ret skjult. Jeg var for genert til partout at slippe den løs. Hvad taler jeg om? Svar: Om flammen fra selve evangeliet om Jesus, som langsomt var ved at bryde igennem til mine omgivelser. Ja, det er nu 68-69 år siden. På vej til arbejdet, til min læreplads i Ø.K., - som ofte var en dejig gå-tur – blev jeg indhentet af Mogens, min bedste ven. Vi talte om fodbold, da jeg lidt efter måtte sige til ham: ”Mogens, det ikke mere fodbold, der betyder noget, men Jesus Kristus som min Frelser!” Han fik da travlt med at cykle videre, og jeg så ham aldrig mere. Han døde som ganske ung pga. dårligt hjerte. Nu er jeg gammel befindende mig i evighedens venteværelse. Jeg bytter ikke evangeliets ild fuld af Guds kærlighed med nogen anden ild. Den er en kemisk, nej åndelig forbindelse med evangeliet! 20.5.80 - jn
|
