Et  søndagsskolebarn sagde:  ”Pinse er det, der sætter fut i kristendommen!”  Grundtvig synger om ”pinsedag, da Guds Ånd kom herned som Guds kraft til vor skrøbelighed.”  Sådan oplevede pinsens salmedigter selv Guds Ånd.

Pinsen kaldes også ”kirkens fødselsdag”, hvor Helligånden ifg. Ap.G. 2 indgav disciplene mange tungemål (tungetale), fordi mange sprog var repræsenteret den dag.

Historien gentager sig hver gang pinsen og dens evangelium får indpas hos mange tungemål, som verden har 6.800 af.

Når Helligåndens pinsekraft ikke mærkes i den moderne, sekulariserede kirke, er det ikke Helligåndens skyld, men fordi Hans gerning ikke efterspørges.  ”Bed ikke om en ny pinse”, læste jeg på en katolsk plakat i Schweiz, ”dens gløder brænder allerede i dit hjertets aske!”

Men en kristendom med kun hendøende gløder og aske er stendød trods en  dansende pinsesol. Men heldigvis behøver det ikke at være sådan.  Lad os ikke hovere over en pinseløs kirke endsige bespotte Åndens gerning, som vi læser nogle gjorde (Ap.G. 2:13), men selv blive antændt af pinsens Kristus-centrerede budskab og hellige ild.

Jørn Nielsen, H.C. Lumbyes Vej 159A, 4700 Næstved