Forside Artikler Alderdommen længe leve!
Alderdommen længe leve! Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 19. juni 2020 05:30

Den 84-årige Bertel Heurlin, prof. emeritus, fremhævede humørfyldt i et interview i ”Deadline” alderdommens mange lyse sider. 

Han selv så ud til at være i strålende form, men det kom dog frem, at han ikke er ukendt med legemlige lidelser og fortalte, han p.gr.a. en eller anden lidelse engang ikke kunne gå og misundte dem, der kunne det.   Men det var han på en eller anden måde kommet over.

Oplevelsen af denne ungdommelige olding vakte genklang hos mig, som selv er ”alderdomssvækket”. Jeg spurgte mig selv:  ”Hvad ville du sige, hvis du var i ”deadline”. Hvad ville dit budskab være som kristen?”

Vi taler let om vore skavanker, når der spørges:  ”Hvordan går det?”  Men dog ikke nødvendigvis.  Bertel Heurlin havde, uden jeg kender til hans åndelige baggrund, et forunderligt, smittende livsoverskud.  Det bør en Kristus-troende have på en særlig måde med et indre forklarelsens lys.

Og sådanne ældre kristne kender jeg heldigvis.  En 91-årig, svagt seende troende kvinde, har altid dette svar parat, når man spørger ind til hendes velbefindende:  ”Glæden i Herren er min styrke”, og det er tydeligt, at det ikke er en forslidt kliché.  Men jeg kunne nævne adskillige andre medtroende, som har det sådan trods legemlig svaghed.

Inden jeg så omtalte ”deadline” udsendelse, blev jeg i en nedbøjet stund mindet om ordet:  ”Til alderdommen er jeg den samme, jeg bærer jer, til hårene gråner;  ret som jeg bar, vil jeg bære, jeg, jeg vil bære og redde.”  (Es. 46:4).  Jeg tror, det var en Åndens påmindelse, og Han har i øvrigt haft mange, trøstefulde påmindelser i svage stunder.

Dette er bl.a. den erfaringsmæssige side af pinsen, som nu fejres.  Det gode ord fra Es. 46:4 synes også at sige mig, at selvom det om ældre mennesker undertiden siges:  ”De er gået i stå! – bør det ikke siges om dig, så længe Herren er den samme, for Han går aldrig i stå!

1.6.20 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)