Forside Salmer Sommer her og hisset
Sommer her og hisset Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 19. juni 2020 05:23

Melodi:  Gak ud, min sjæl, betragt med flid…  (DDS 726)


For som´ren i vort høje nord

jeg har kun mangelfulde ord,

thi hvor skal jeg begynde?

Hver blomst, der hilser mig med smil

er som en bitte pigelil

med barnets uskylds ynde!


Hver drossels sang og solsorts fløjt

mig hjælper mod alt tungt og drøjt,

som kom de fra Guds himle,

hvortil jeg stunder måske snart,

ja, tanken på den himmelfart

kan få mig til at svimle!


De summer uafladeligt

blandt blomster de små bier kvikt

for nektarguf at finde,

men holder de slet aldrig hvil?

Er sådan deres levestil

med sol og milde vinde?


Jeg er på jorden kun en gæst

på vej til Himlens bryllupsfest,

som sker, når Kristus kommer!

En forsmag jeg på Himlen får,

når jeg blandt landets flora går

i denne lyse sommer!


Vi dog den dag os glæder til,

når Herren os oprykke vil

til evighedens sommer,

thi her vi har ej slået rod

som pilgrimme på rejsefod,

der venter Ham, som kommer!


19.6.20 - jn

 
Copyright © 2020 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)