Forside Artikler På nådens præmisser
På nådens præmisser Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 12. oktober 2009 01:43


”Guds nåde blev åbenbaret til  frelse for alle mennesker og opdrager os…. Tit. 2:11-12 – ”Og nu du mit barn!  Hent kraft fra nåden i Kristus Jesus!”  2. Tim. 2:1. -  ”Min nåde er dig nok!”  (2. Kor.12:9)


Jeg tænker ofte på, hvad en norsk ven engang skrev til mig:  ”Vi behøver nåde til at forstå, hvad nåde er!”  Hans ord kan jeg i sandhed gøre til mine.


Den uforskyldte nåde i Kristus Jesus er mere end et teologisk begreb, men er hele vor åndelige trivel i hverdagen.  Lovtrældom i mange raffinerede former synes dog at være vilkårene for mange glædesløse kristne.


I en tid som ganske ung kom min Bibel mere til at minde om en lov- og pligtbog end om det åndeligt dækkede bord med nådens styrkende retter og med  nådens Gud selv ved bordenden.


Opholdet i USA var – tak og lov - et sådant ”nådens bord”.  Det havde sine ydmygelser, sin tugt, sine nedbøjede stunder, men altid på den uforskyldte nådes præmisser.  Jeg kunne gå i seng sønderknust over det forkyndte ords indtrængende, tveæggede sværd (Hebr. 4:12) for næste morgen at møde et nådens smil, der nærmest blændede mig og smilede om kap med Californiens sol i modsætning til lovens og Sinais nådesløse hammer.


Lige indtil vor afrejse havde jeg ikke den store lyst til USA.  Men natten til vor afrejse blev det med den uforskyldte nåde igen levende for min sjæl.  Jeg så mig pludselig på ny frigjort og båret af evangeliets frie nåde og kunne møde mine medpassagerer i denne ufortjente glæde.  En forretningsmand, som jeg kom i samtale med på vej til Atlanta, sagde til mig:  ”Er det virkelig sandt?” da han læste min lille visitkort-traktat.


Alvorsfulde, loviske, perfektionistiske (og underligt forpinte) kristne sender Herren ikke i byen, men kun fejlende disciple, der har lært at sætte pris på nåden i Kristus og har en hilsen at bringe om den Guds nåde, der ”blev åbenbaret til frelse for alle mennesker”  (Tit. 2:11).  Og alle slags mennesker.


-jn-


27.5.09

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)