"Allerførst formaner jeg da til at frembære bøn, påkaldelse, forbøn og tak for alle mennesker, for konger og alle i høje stillinger, for at vi må leve et roligt og stille liv, gudfrygtigt og sømmeligt på alle måder!"  1. Tim. 2:1-2

Disse  og de efterfølgende ord (v. 3-6) er atter aktuelle for os efter folketingets åbning m. åbningstale og debat i al dens fascination, men en større udfordring er apostlens formaning i vor tid.


Apostlen appellerer ikke til politisk engagement i gængs forstand el. til febrilsk indblanding, men til forbøn for kongehus og øvrighed uden anden "platform" end den upåagtede og stille fællesbøn, som da også formelt og lovbefalet er pålagt folkekirkepræsten efter søndagsprædikenen.

En græsk ordbog kan oplyse os, at verbet "parakaleo"  også betyder "at opmuntre til...".  Ordet "formaning"  (paraklesis) er et rigt ord, som netop indeholder "opmuntring og trøst", men også et kald til at vælge side.
Vi opmuntres altså i denne alvorlige tid til allerførst at vælge bønnens vej og ikke til aktivisme og åben kontrontation, hvad han iøvrigt gør i mange andre i mange andre sammenhænge.

I denne sammenhæng (1. Tim. 2:1-6) skinner han igennem, hvad hans hjerte brænder for som sit "politiske" budskab (vidnesbyrd) "i den dertil bestemte tid" (v.6), nemlig selve evangeliets enkle glædesbud om frelse og forløsning for alle fortabte mennesker ved Kristus Jesus alene (v.4-6).

Brænder hos os den samme hellige uro uden at larme op i verdslig forstand?  Vi formanes, dvs. opmuntres til samme paulinske nidkærhed,  uanset hvordan tiden ser ud.  Intet kan som evangeliet og dets gerning (2. Tim. 4:5) bevare os i rette afbalancerede forhold til den politiske situation, ja til hele verdenssituationen. 

Og da bliver den apostolske formaning både formaning og en Åndens  inciterende opmuntring.

 5.10.19 - jn