Forside Spørgsmål og svar Melkisedeks tjeneste – fuld af opbyggelig lærdom
Melkisedeks tjeneste – fuld af opbyggelig lærdom Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 11. oktober 2009 20:43


Spørgsmål:  Både i salme 110 – den hyppigst citerede salme i Det ny Testamente – og i Hebr.br. 5 og 7 omtales Melkisedek i forbindelse med Kristi stilling og gerning som ypperstepræst.  Hvad er den dybere mening med denne henvisning til Melkisedek?


Svar:  Den åndelige, opbyggelige lærdom for en troende, som elsker korsets og evangeliets lærdomme, er vidunderlig.  Melkisedek selv var ikke Kristus, men blev gjort lig med Guds Søn – eller som der står i den engelske Bibel:  ”Han lignede Ham.”  Hebr. 7:3.  Og her er nogle af de opbyggelige lærdomme, Guds ord peger på i forbindelse med Melkisedeks tjeneste:


1.    Han stod hævet over loven, eftersom Levi gennem Abraham (Hebr. 7:9-10) anerkendte hans overophøjethed og betalte tiende til ham. 1.Mos. 14:20.  Det levitiske lovsystem tjente sit gode formål i dets tildelte tidshusholdning, men var ”bare en skygge af det, som skulle komme”, dvs. Kristus.  På dansk står der:  ”…men sagen selv kom med Kristus”.  Kol. 2:17.  Det betyder, at en troende ikke er underkastet noget lovisk system, men er styret og ledet af livets Ånd (Rom. 8;2) i en ny, vidunderlig frihed modsat lovisk trældom.


2.    Han var ”konge af Salem”, dvs. fredens konge.  Hebr. 7:1.  Igen et billede på Kristus, som i sandhed er vor ”Fredsfyrste” (Es. 9:6).  Når vi lærer at overgive herredømmet til Hans (og ikke vore) skuldre, vil Hans fred fylde vort liv trods urolige omstændigheder.


3.    Han velsignede Abraham på et kritisk tidspunkt.  Han trådte mellem Abraham og kongen af Sodoma med ”brød og vin” og velsignede ham i en sådan grad, at Abraham kunne møde kongen af Sodoma lykkelig og frigjort fra denne verden.  Melkisedeks velsignelse havde fuldt ud tilfredsstillet ham.  Se 1. Mos. 14:17-24.  Dette taler om vor åndelige tilfredsstillelse i Kristus, der frigører os fra denne verdens ”lokkemad”.


4.    Han er stor!  ”Se, hvor stor han er!”  (Hebr. 7:4).  Ja, sådan er vor Frelser, og jo større Han bliver for vore hjerter, jo mindre bliver vore vanskeligheder og problemer.  ”Han skal vokse, jeg skal aftage” (Joh. 3:30).  En sådan ånd bør altid råde i vort liv og i menigheden.


Når vi grunder på disse lærdomme I forbindelse med Melkisedek under Helligåndens oplysning, kan vi møde vore omgivelser med en glæde og tilfredshed, som i sig selv er et vidnesbyrd.  Lidt evangelisk munterhed er ikke forbudt!  I Amerika hilser man måske mere på hinanden, end vi er vant til I Norge og Danmark.  Når de hilste på mig med deres rutinemæssige “How are you doing?”  (Hvordan har du det?) uden egentlig at vente på svar – blev det næsten en “sport” for mig at svare:  ”Tak for dit spørgsmål.  Jo, jeg er lykkelig, og kan jeg få lov at fortælle dig, hvorfor jeg er lykkelig?”  Ja,  denne ulykkelige verden trænger at vide det.  Undervisningen om Melkisedek handler i virkeligheden om et lykkeligt evangelium!


-jn-

23.5.09

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)