Forside Artikler "Det hører vi aldrig om mere!"
"Det hører vi aldrig om mere!" Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 11. august 2019 06:35



En ældre frue, som engang gæstede os med sin mand, udbrød, da  vi kom ind på omvendelsens og den nye fødsels alvor:  "Det hører vi aldrig om mere!"  Jeg tror, hun desværre havde sørgeligt ret.

U-igenfødte kirkefolk trives underligt sorgløse blandt genfødte  kristne.  Sådan var det ikke i vækkelsernes tider.  Jeg selv trivedes ikke selskabeligt og muntert på morfars møder på Nørrebro, før en tilrejsende forkynder, Marinus Sørensen fra Jylland, havde fået øje på mig og viste kærlig omsorg for min sjæls frelse.

Jesu ord til Nikodemus:  "I må fødes på ny!"  (Joh. 3:7) er en tekst Billy Graham førhen har talt mere over end nogen anden tekst.  Det er der kun få, der gør idag. Ja, jeg kender ingen.

Nogle siger:  "Jamen, du må også, forklare, hvordan dette sker.  Enig, men da må den u-igenfødte først forstå, at han mangler det nye liv, Herren forkyndte, dvs. at han er fortabt. Det tror jeg Nikodemus til sidst forstod.

Da lillesøster, Ruth, i en tilspidset situation sagde de afvæbnende 5 ord til mig:  "Du er ikke en kristen!" var flere ord ikke nødvendige.  Hun havde ramt min samvittighed, og jeg gav hende ret.  Iøvrigt var det begrænset, hvad hun "kunne" af teologi og lærdom som 11-årig og ny i troen.

Det var først, da jeg ikke blot gav min søster ret, men, ligesom det opvakte folk i Luk. 7:29,  "gav Gud ret", at der skete noget med mig.

Min morfars respektable revisor overværede engang et af morfars vækkelsesmøder og var bagefter rasende.  Hans samvittighed var berørt, men hans kone fortalte senere, at inden han lagde sig den aften, havde han sagt:  "Rieper-Holm havde ret!"  Morfar håbede selvfølgelig, at han også havde givet Gud ret, for kort tid efter døde han.

Og sådan vil vi trods modstand, herunder religiøs modstand, forkynde evighedens alvor angående den nye fødsel - og så får det briste eller bære uanset hvem vi kommer til at forbitre.  Diplomatisk, "harmløs" tågesnak er ikke af Gud lige så lidt som det var det på Jesu tid og i vækkelsestider.

11.8.19 - jn

 
Copyright © 2019 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)