Spørgsmål:  Når vi i Hebr. 6:4-6 læser vi om mennesker, som - efter at være blevet oplyst har smagt den himmelske gave og  fået del i Helligånden - falder fra og derfor umuligt kan bringes til omvendelse på ny, er spørgsmålet, om der her er tale om genfødte, troende mennesker, der ophører at være troende – eller om der er tale om helt anden kategori af religiøse mennesker?

Svar:  Der er givetvis tale om det sidste.  I Hebr. 6:1-12 tales der i sin sammehæng om 2 slags mennesker med 2 forskellige erfaringer.  Den ene slags kommer ikke til at så sin prøve overfor evigheden, medens det forholder sig ganske anderledes med den anden kategori af mennesker, om hvem vi læser:  ”Men selvom vi også taler således, er vi dog overbeviste om, at med jer, I elskede, står det bedre til, og at I har del i frelsen”. v.9 (underforstået:  i denne frelse havde de ”frafaldne” ingen del og havde aldrig haft det).

Hvad er forskellen?  Jo, brevet er skrevet til hebræere (jøder) og anfører en række gammeltestamentlige lærepunkter (v. 1-5), som en gudfrygtig jøde var fortrolig med.  Men da al Guds ords lære peger frem mod Kristus, kaldes disse lærepunkter for ”børnelærdommen om Kristus”, dvs. i jødisk, gammeltestamentlig forstand.  At blive ”oplyst” herom ved Helligånden var ensbetydende med at have både ”smagt” Guds ord og således fået del i Helligånden (Helligåndens mærkbare indflydelse), men det er ikke det samme som atvære blevet genfødt og frelst!  Hvis sådanne oplyste mennesker alligevel ikke tager imod vor Herre Jesus Kristus, som er opfyldelsen af al den gudfrygtige jødes ”børnelærdom”, har Gud ikke mere at byde på.  Thi hvad skulle det i så fald være?  Forkastes Golgata-værket, er der ikke noget alternativ ”værk” eller nogen anden ”omvendelse” at ty til.  Selve evangeliet er dermed blevet fravalgt.

Disse alvorsord har også budskab til religiøse mennesker i dag.  Jeg rent ud sagt gyser, når jeg tænker på alle de religiøse mennesker, jeg har kendt gennem årene – det være sig søndagsskolelærere, kirkelige ledere, ja endog prædikanter – som godt nok havde fået mærkbart (følelsesmæssigt) med Guds ord at gøre og også til en vis grad kunne forkynde det, men som alligevel ikke var frelst og aldrig kunne tale om frelsen som en selvoplevet erfaring.  Ja, de afviser ofte med foragt en sådan tale som ”sentimental” og ”emotionel!  Det vrimler med dem i kristne sammenhænge!

Anderledes opmuntrende er det dog at læse om dem, der virkelig er frelst.  ”Vi er overbeviste om, at med jer, I elskede, står det bedre til, og at I har del i frelsen!”  v. 9.  Her er tale om omvendte, genfødte mennesker, som har del i det, som Hebr.br. i kap. 2:3 kalder ”så stor en frelse”  og som bærer omvendelsens frugter.  Gud være lovet, disse vil også være iblandt os lige indtil Herrens komme.  Men hele afsnittet i Hebr. 6:1-12 er en sammenhængende advarselsrøst mod religiøst selvbedrag.  Ordet sætter her skel mellem religiøse og frelste mennesker.  Desværre høres denne advarselsrøst i dag kun sjældent – eller måske aldrig – i vore kirker og menigheder.

-jn-

19.5.09