Hvis jeg fik valget mellem at sætte mig i en kirke eller sætte mig m. gamle skolekammerater til en frokost, ville jeg vælge kammeraterne, for med med dem kan jeg bedre komme i dialog så´n a la Paulus, der "samtalede med dem, han traf på" (Ap.G. 17:17).  (Det græske ord betyder netop "dialog").

Det synes jeg ikke er så let med andre kristne, selvom jeg selvsagt ikke  skærer alle over een kam.  Jeg kommer fx netop fra en opbyggelig samtale med en ældre søster i Kristus.  Så der er, tak og lov, undtagelser.

Traditionelle "mødekristne" har sjældent ret meget på hjerte og bliver derfor let "kedelige".  Som en ældre ven engang sagde:  "De fleste kristnes ordforråd er kun på ca. 50 ord." Så kategorisk tør jeg ikke være.

Jeg foretrækker en ærlig ateist fremfor en uærlig kristen.  Til et selskab fik jeg at vide, at jeg var velkommen, hvis "du vil lade være at prædike at prædike alt for meget".    Det ønske falder mig let at efterkomme.

Jeg frabeder mig at blive kaldt "religiøs", for religiøse mennesker er ikke mine venner, ligeså lidt som de var Jesu venner.  De var tværtimod Hans værste fjender.  Sådan er det stadig.  Ak, kirkerne er fulde af dem.

Dialog m. gamle skolekammerater er ydmygende.  En af dem sagde til mig:  "Jeg husker dig ikke som særlig hellig!"  Han havde ret.  Jeg gjorde meget galt.  Engelsk-lærerinden kaldte mig  sin "lille trold" og kunne sende sin opfarende trold udenfor døren.  Dog véd jeg, hun elskede mig.

Min sagesløse latinlærer fik en iskold snebold i nakken, hvad jeg dog straks angrede og måtte bede om tilgivelse for dagen efter.

Mine mange fejl som ny i troen anfægtede mig.  Blev jeg i det hele taget en kristen som næsten 15-årig?  Men Herren vidste, hvad Han gjorde, da Han kaldte mig, og jeg har kendt mere til dyb syndserkendelse efter jeg blev en kristen end før.  Og trods alt: "Jeg tror, at også jeg  har Guds Ånd"  (1. Kor. 7:40), dvs. nådens og bønnens -  og angerens - Ånd (Zak. 12:10).

Denne sorg over synden i vort liv (2. Kor.7:11) tror jeg alle sande kristne har.

4.7.19 - jn