Kun få af de opvoksende unge véd ret meget om 17. maj og Norges ædle frihedskamp og reelle fødsel på Eidsvoll for i dag 195 år siden, hvor Norge i virkeligheden fik sin første konge, den unge, vakre, danske prins, Christian Frederik, som dog efter svensk pres (Mossekonventionen) måtte afgive sin abdikationserklæring 10. oktober samme år. Men den norske grundlov var sikret, og Norges åndelige frihed forblev uantastet.
Modsat Danmark blev adelen afskaffet i 1821 efter en hed stortingsdebat. Adelen var en reminiscens fra ”danskertiden”, som med tiden blev mere og mere forhadt. Thi var det ikke den danske adel, der havde underkuet de norske bønder? Under debatten i Stortinget rejste en adelsmand sig og sagde: ”Hvis adelen bliver afskaffet, siger jeg Norge farvel!” En anden stortingsmand replicerede resolut: ”Og de Norges fjelle svarer: vel, vel!”
Fra min barndom lærte vi at elske Norge. Det havde i høj grad med krigen at gøre. Når vi i vort hjem fik noget, vi ikke kunne lide, sagde min lillesøster, Ruth: ”Vi skal være glade for det vi får. De små, norske børn får ikke en sådan mad. For dem ville det være julemad!” Hun sagde det så mange gange, at jeg den dag i dag kan citere hende ordret. Men sådan var stemningen generelt hernede.
Den smukkeste hyldest til Norge står efter min mening digterpræsten Kaj Munk for, og med dette smukke digt fra 1943 vil jeg slutte denne 17. maj-hilsen til min elskede hustrus fædreland, som dermed også blev mit fædreland nr. 2:
Ja, vi elsker dette Landet nu som aldrig før. Trodsigt stiger det af Vandet, lever, mens det dør. Just fordi det valgte modigt Undergangens Kaar, skal det gro og grønnes frodigt frem i tusind Aar.
Vaabenløs du kæmped, Norge, stod, endskønt du faldt. Dine Hjerters Klippeborge har holdt Stand mod ALT. Vi, der sad i dybe Dale, baade græd og lo ved din Tausheds høje Tale klippefast i Tro.
Snart gør Vaarens Morgenrøde Vinterens Nat forbi. Se, da blomstrer op det øde Fossen springer fri, Birkeløv og Flaget vajer over genløst Jord. Og med Smil i Taarer nejer Danmark for sin Bror.
Kaj Munk.
17.5.09
Kun få af de opvoksende unge véd ret meget om 17. maj og Norges ædle frihedskamp og reelle fødsel på Eidsvoll for i dag 195 år siden, hvor Norge i virkeligheden fik sin første konge, den unge, vakre, danske prins, Christian Frederik, som dog efter svensk pres (Mossekonventionen) måtte afgive sin abdikationserklæring 10. oktober samme år. Men den norske grundlov var sikret, og Norges åndelige frihed forblev uantastet.
Modsat Danmark blev adelen afskaffet i 1821 efter en hed stortingsdebat. Adelen var en reminiscens fra ”danskertiden”, som med tiden blev mere og mere forhadt. Thi var det ikke den danske adel, der havde underkuet de norske bønder? Under debatten i Stortinget rejste en adelsmand sig og sagde: ”Hvis adelen bliver afskaffet, siger jeg Norge farvel!” En anden stortingsmand replicerede resolut: ”Og de Norges fjelle svarer: vel, vel!”
Fra min barndom lærte vi at elske Norge. Det havde i høj grad med krigen at gøre. Når vi i vort hjem fik noget, vi ikke kunne lide, sagde min lillesøster, Ruth: ”Vi skal være glade for det vi får. De små, norske børn får ikke en sådan mad. For dem ville det være julemad!” Hun sagde det så mange gange, at jeg den dag i dag kan citere hende ordret. Men sådan var stemningen generelt hernede.
Den smukkeste hyldest til Norge står efter min mening digterpræsten Kaj Munk for, og med dette smukke digt fra 1943 vil jeg slutte denne 17. maj-hilsen til min elskede hustrus fædreland, som dermed også blev mit fædreland nr. 2:
Ja, vi elsker dette Landet nu som aldrig før. Trodsigt stiger det af Vandet, lever, mens det dør. Just fordi det valgte modigt Undergangens Kaar, skal det gro og grønnes frodigt frem i tusind Aar. Vaabenløs du kæmped, Norge, stod, endskønt du faldt. Dine Hjerters Klippeborge har holdt Stand mod ALT. Vi, der sad i dybe Dale, baade græd og lo ved din Tausheds høje Tale klippefast i Tro. Snart gør Vaarens Morgenrøde Vinterens Nat forbi. Se, da blomstrer op det øde Fossen springer fri, Birkeløv og Flaget vajer over genløst Jord. Og med Smil i Taarer nejer Danmark for sin Bror. Kaj Munk.
17.5.09
|