Forside Artikler Selvbedraget ingen ænser
Selvbedraget ingen ænser Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 03. april 2019 14:44


Hvor langt kan et menneske gå i  selvbedrag?  Kun Herren véd  det.  Men  personligt har jeg kendt til de mest hjerteskærende tilfælde i den religiøse verden, endda blandt velansete  forkyndere og i min egen "fromme" slægt på min mors side.

Et meget "stærkt" tilfælde var Billy Graham´s nærmeste medarbejder i slutningen af 1940´erne og i beg. af 50´erne, canadieren Charles Templeton, som var både stifter af en kirke og bevægelsen "Youth for Christ" (Ungdom for Kristus). Disse 2 mænd  havde store vækkelsesmøder sammen både i Amerika og i efterkrigens Europa.

Man spåede Templeton en endnu større fremtid end Billy Graham, veltalende og medrivende som han var.  Men til B.G.´s sorg blev han  pludselig agnostiker og fravalgte resten af sit liv Bibelen og evangeliet (han blev 85 år), og blev en verdslig, kristendomsforagtende mediemand.

Der vil nok være dem, der vil se på Charles Templeton som en "frafalden kristen", men sandheden er snarere, at han aldrig trods det religiøse rampelys havde oplevet det under at blive født på ny.  Kirkerne vrimler med den slags tilfælde.  Jeg har talt med mange både religiøst selvbedragne forkyndere (præster) og andre.  Ak, jeg tænker bl.a. på min kødelige slægtninge, og sådanne mennesker er svære at tale til.  De véd jo i forvejen god besked med det hele og er ikke til "at skyde igennem".

Billy Grahams triste oplevelse med Charles Templeton og med lignende tilfælde i det religiøse Amerika har antagelig givet hans forkyndelse en ekstra alvorstone og teksten "Du må fødes påny!" har han efter sigende talt hyppigere over end nogen anden tekst.

Min norske ven, Rolf Svindland, husker jeg vidnede:  "Da jeg hørte den forkyndelse, blev jeg klar over, at jeg var fortabt!"  Vi mangler dette alvor i en nutidig forkyndelse, som ofte er underlig frisk-fyr-agtig og munter, og derfor er ofte kirken blevet et skjulested for religiøse hyklere.

Jeg ønsker ikke at skræmme de forkerte, men desværre bliver de, burde bæve for evighedens alvor, ofte underligt uberørte under en forkyndelse uden brod og kant.  Men det er vor sjælefjendes opfindelse.  -  3.4.19 - jn 


 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)