Forside Artikler Hvad ender det hele med?
Hvad ender det hele med? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 30. marts 2019 07:43



Det spørgsmål kender kun kristne svaret på, - dvs. kristne, som tror på Bibelen, og som lever i dens lys, dens profetiske lys, der skinner på et mørkt sted, som apostlen Peter taler om i 2. Pet. 1:19.

Storbritannien er rådvild.  Det er de ikke ene om.  Det er Europa i det hele taget.  Og  Amerika, som ikke mere er "united", men "divided", dvs splittet.  De styrende politikere er ikke overvejende ateister, men styrer alligevel ateistisk, som om Gud ikke findes, for Han er detroniseret.

De kristne har  svaret.  Det kirkelige establishment har det ikke.  De fleste parlamentarikere i vesten er religiøse kirkegængere til en vis grad, men uden noget åndeligt klarsyn i parlamenterne, hvor der er brug for det.

Hvor bærer det hen?  Det har Bibelen svaret på:  "Verden i sin nuværende skikkelse går sin undergang i møde!"  (1. Kor. 7:31).  Men den har samtidig  svaret på den evige undergang:  "Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!"  (Ap.G. 2:40).  Det sker i Kristus, ene og alene dér. O, sig det højt!

Hvem bringer svaret?   Det skal Kristi efterfølgere i mødet med denne verden udenfor kirkens tykke mure.  Gør vi det?  "Har du let ved at tale med mennesker?" spurgte for nylig en medkristen.  Nej, det har jeg ikke.  Eller sagt mere præcist:  Det kan jeg ikke.

Men Kristus kan!  Hans Ånd er vidnesbyrdets Ånd, som presser på med det vidnesbyrd, Han har lovet at hjælpe os med i den konkrete situation.  Luk. 12:12.  Hvis ikke det sker, er det ikke Åndens bistand, der mangler, men os, der ikke har ladet os fylde af  vidnesbyrdets Ånd.

"The market is wide open!" sagde engang en engelsk salgsleder på et salgsmøde vedr. et nyt produkt, vi skulle markedsføre.  Det samme er sandt om evangeliet.  Samtalerne blandt folk drejer sig ikke om Brexit,  folketingsvalget, økonomi, aktiemarked, m.m., men om noget meget mere personligt og eksistentielt.  Dér kommer evangeliets herlige vidnesbyrd ind i billedet.

Dets ambassadører er ikke dystre sortsere, men glædens sendebud i en glædesløs, kaotisk verden.  Amen?

30.3.19 - jn

 
Copyright © 2019 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)