Mel.:  Gak ud, min sjæl, betragt med flid...  (DDS 726)

Jeg fra min haves udsigtsstol
igen ser efter min viol
fra dens forborgne rige,
som efter marts blev smukt opkaldt,
selv har jeg den forlængst udvalgt,
da ingen er dens lige!

Den ses ved skovkant og ved hæk
i korte glimt, før den er væk
og får ej overskrifter
med smiger og fåfængt bifald,
for den har ej som vi det "kald"
med vore lave drifter!

Den vækker i mig alskens godt
så smuk i violet og blåt,
som jeg ej tør berøre,
thi hvis jeg gør det, straks det sker,
at martsviolen er ej mer,
så det jeg ej vil gøre!

Just derfor drages jeg til den
som næsten til en Edens ven,
som Gud har mig tilvundet,
og som mig fjernt tilsmiler ej,
men vidner om den Himmelvej,
som er i Kristus fundet!

Trang ja, men salig er Hans vej,
hvor ros og ære tæller ej,
thi hver i hovmods rige
sig som violen bøje må
og lade sig som synd´re små
med Frelseren forlige!

22.3.19 - jn