|
Jeg lærte som ung ikke at læse Bibelen som et lyntog, men give Ånden tid til at forklare ordet. Dette råd lærte jeg at værdsætte ej mindst nu, hvor Biblen vidt omkring nedprioriteres.
Især når jeg læser om offertjenesten i GT, som billedligt er fuld af Kristus og Hans værk og ej nogen lovisk "gør det selv"-religion, som vi ofte forbinder jødedommen med. Jeg forstår ikke alt i Bibelen, men mange "Kristus-glimt" lyser dog for mig, hvad jeg tror er meningen med at blive oplært i "de hellige skrifter" , jfr. sammenhængen i 2. Tim. 3:14-15.
Et sådant stærkt "solglimt" møder mig i det store forsoningskapitel i 3. Mos. 16, som ikke her skal minutiøst udlægges. Bemærk dog en fin detaille mht Arons tjeneste. Som ypperstepræst peger han på Kristus, vor store Ypperstepræst (Hebr. 4:14-15). Aron skulle i sin ypperstepræstelige tjeneste være iført "hellige klæder" inde i helligdommens allerhelligste, - atter et billede på Kristus i Hans hellige, ubesmittede offertjeneste.
Men efter Arons offertjeneste for "israelitternes misgerninger og alle dets overtrædelser" (v. 21) skulle han igen være et "almindeligt" menneske og "iføre sig sine sædvanlige klæder" (v.24) og ofre syndoffertyren og syndofferbukken (hvis blod allerede var bragt ind i helligdommen) uden for lejren som brændofre. Derude optrådte han med "sine sædvanlige klæder", men identificerede sig dog med brændofrene udenfor lejren.
Vi, på denne side af Golgata, optræder her i verden i "sædvanlige klæder", dvs. i hverdagsklæder blandt hverdagsmennesker "udenfor lejren" (dvs. udenfor al slags gør-det-selv-religion), ja dér hvor den udstødte Kristus er i al Hans forsmædelse (Hebr. 13:13).
Uanset hvilken tjeneste (nådegave), vi har som lemmer på Hans legeme (og vi har alle en nådegave, 1. P. 4:10), sker det i vore "sædvanlige klæder" blandt sædvanlige mennesker i et sædvanligt sprog uden kunstig veltalenhed (1. Kor. 2:4), for - o, mærk dig dette! - kun den er veltalende, som er grebet af Kristi evangelium, er end hans klæ´r eller sprogdragt aldrig så ringe.
19.3.19 - jn
|
