Forside Artikler Englevagt
Englevagt Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 16. marts 2019 15:33


Er de (englene) ikke alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, som skal arve frelse? Hebr. 1:14

Gudrun er en elskelig bønnens kvinde, der netop rundede de 90.  Vi har været venner siden dec. 1990.  Hun er nu meget svagtseende, men færdes frit mange steder, hvad for mig er lidt skræmmende at at tænke på.

Nu drak vi kaffe sammen.  "Du skal sætte dig dér", sagde hun.  "Det er min bedestol!"  Og så gik samtalen.  Vi mindedes Herrens velgerninger i livet.  Lige for nylig var hun tæt på at blive kørt over, da hun krydsede landevejen for at komme hen til en bus.  Det så en nabo, som blev meget forskrækket.  "Jeg har englevagt", forklarede hun ham ved den lejlighed.

Mere om englevagt.  Hun var engang, endnu seende, ude at køre med en ven, som galant tilbød hende at køre hans bil, hvilket skete, mens vennen slappede af.  Pludselig kom en lastbil imod dem på deres side. Men bilrattet drejede "af sig selv", så en fatal kollision undgikkes. Gudrun spurgte vennen, om det var ham, der havde drejet rattet i sidste øjeblik, men det var det ikke.  Gudrun blev da klar over, at det var en engel.

"Jeg tror ikke, jeg har haft engleoplevelser", sagde jeg, "og dog!"  Jeg mindedes nu 2 gange på motorvejen i Tyskland, da jeg rejste i embedets medfør, og at mit liv blev skånet i allersidste øjeblik i forbindelse med en katastrofeopbremsning.  Jo, jeg er sikker på, det var engle, der greb ind.

Gudrun og jeg har gode minder sammen som fx da vi lavede lokalradio.  Hun har en god mikrofonstemme og sang også ind imellem.  Nu sad vi i hendes lejede bolig, som er dømt til renovering el. måske nedrivning.  Det sker også med os snart, legemligt set.  Men Åndens samfund i Kristus er intakt og fællesskabet mundede ud i en liflig bedestund.  Vi oplevede sandheden af Mt. 18:20 med Herren i vor midte.

Endelig vendte jeg hjem.  Ingen engle behøvede at dreje rattet for mig.  "Men vi beder da altid om englevagt, når vi kører ud", sagde min kone, Solfrid, senere.  Ja, for de er i sandhed usynligt til stede.  "Herrens engel slår lejr omkring dem, der frygter Ham og frier dem!"

16.3.19 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)