Mel.:   Befal du dine veje...

O, vår du allerede
med vintersolens skin
tilhvisker mig den glæde,
som optø kan mit sind,
ny livskraft du mig giver,
når jeg til dig ser hen,
thi altid du forbliver
hver årstids bedste ven!

Det sværmerisk nok lyder,
når jeg med dette sprog
i vårhumør udbryder
fra denne kolde krog,
men når jeg øjet lukker,
jeg andet ej formår,
mens drømmende jeg sukker:
Kom snart, du skønne vår!

Men holder jeg mig rede,
til hvad endnu ej er,
da er den tro til stede,
som os i Kristus bæ´r,
vi kun i Ham det evner,
men før det synligt sker,
vi ordets løfte nævner,
som det vi  opfyldt ser!  (Rom. 4:17)

Så nyd fra havestolen
det skyfri himmelhvælv,
hvorfra engang vårsolen
med lys og smeltet elv
fortrænge vil al kulde
på jordens frosne grund,
mens liv opstår i mulde
og slut er vint´rens blund!

For dig, hver årstids Herre,
ved hvem alt liv blev til,
kan intet mørke spærre,
når lys du tænde vil,
du taler og så sker det,
du byder, nyt opstår,  (Sl. 33:9),
vi i hver årstid ser det
hver vinter og hver vår!

31.12.18 - jn