Forside Artikler Blandt californiske egetræer
Blandt californiske egetræer Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 11. oktober 2009 11:02


”For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage – for alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle.  Og alt dette gør jeg for evangeliets skyld, for at jeg også kan få del deri” (Paulus)


Jeg betages af det træet ”California Oak”, som også pryder de private villahaver.  Jeg forestiller mig, det var et lignende træ, at overtolderen Zakæus krøb op i for at skjule sig bag de tætte blade og samtidig ”at få Ham (Jesus) at se”  (Luk. 19:4).  Zakæus´ træ var et morbærfigentræ, men et sådant har jeg af gode grunde aldrig set, så det kan være, at sammenligningen blot hører min fantasi til.


”Stop!” sagde jeg til 2 mænd, som kom gående imod mig i går morges på en villavej i Lompoc med mange californiske egetræer.  Den ene havde jeg allerede mødt dagen i forvejen.  Han hed John og præsenterede mig for sin ledsager.  ”Har vi mødt hinanden før?” spurgte jeg.  ”Næh…ikke så vidt jeg véd!”  -  ”Det er da underligt, Amerika er da ellers ikke ret stort”, smilede jeg.


”Kom med din hånd og mærk på mit hjerte”, foreslog jeg min nye ven.  ”Skal jeg mærke, hvordan det banker?”  spurgte han.  ”Ja, det banker af taknemlighed og glæde, og hvis du holder hånden længe nok, vil du brænde fingrene!”  Jeg sagde, som sandt var:  ”Det brænder af Kristi kærlighed!”  Og jeg delte med ham, hvordan denne Frelser havde forvandlet og fyldt mit hjerte.


Amerikanerne er nemme at kommunikere med, og de tager meget godt imod mit lille kort med et 30 sekunders lille budskab prydet med dannebrog og de andre nordiske flag.  Det bereder mig stor, stor glæde.  Når jeg så for lov at give et ord fx på et stuemøde, får vidnesbyrdet uvægerligt en ekstra dugfrisk dimension til opmuntring for mine kære, amerikanske trosfæller.


Men….i toget på vej hjem til Fresno grebes jeg pludselig af en underlig tomhedsfølelse, alt stod pludselig stille.  Da jeg stille, i bønnens skjulte verden i den næsten tomme kupé, gik til Herren med denne tomhed, blev jeg atter styrket ved i Ånden at ”sætte foden på” det løftets land, jeg i Kristus befinder mig i ”med al den himmelske verdens åndelige velsignelse”.  Og jeg forstod, at det var sjælefjenden, der havde villet kvæle mig.  Snart efter var jeg i samtale med en mand i personlig nød om frelsens enkle vej.
Alligevel er USA ikke først og fremmest landet med mange ”oplevelser”, men snarere et kurophold i Herrens skole, - og de mange ”kurbade” er naturligvis Herrens dyrebare, livgivende ord!


Hvilken ufattelig nåde!


-jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)