Den moderne, oplyste kristenhed vil nok teoretisk kunne godtage Bibelens ord om, at verden er ond og "i den ondes vold"  (1. Joh 5:19), men den vil næppe  bifalde Paulus, der udfordrede civilisationen i den syndige by Korint med et såre enfoldigt budskab om Kristi kors, når han skriver:

"Da jeg kom til jer, brødre, kom jeg heller ikke og forkyndte jer vidnesbyrdet fra Gud med fremragende veltalenhed eller visdom.  Thi jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og det som korsfæstet."  1. Kor. 2:1-2.

Den  menneskeskabte kirke, under hvis skinhellige paraply land og regering "i sin nuværende skikkelse går mod sin undergang" (1. Kor. 7:31), har et mere "spiseligt" svar.  Jo, den kan nok rituelt godtage Bibelens Kristus-forkyndelse under dulmende orgelbrus, men dens praktiske og pragmatiske frelsesmiddel er noget mere acceptabelt og jordnært:  næstekærlighed, socialt fællesskab, klimapolitik, seksuel nyorientering, magisk dåbspraksis og nu her i julen lidt krybbe- og englespil.

Paulus havde imidlertid ikke noget politisk, endsige religiøst program for Korint. Han forkyndte Kristi kors som Guds radikale opgør med al ondskab og synd samt Hans kærlige frelsestilbud til fortabte syndere.  Det hånede  en ateist, jeg var i "clinch" med i en avisdebat.  Han skrev overlegent:  "Jeg bryder mig ikke om, at nogen skal tage skraldet for mig!"

Til mange, selvbedragne, religiøse mennesker har jeg stilfærdigt måtte spørge:  "Har du nogensinde befundet dig dér, hvor tolderen befandt sig, da han bad:  "Gud, vær mig synder nådig!"  Ordret står der (på græsk): "Gud, gør soning for mig, synderen!"  (Luk. 18:13).

Dette korsets evangelium, forsoningens budskab, var apostlens "charter", da han kom til Korint.  Vi har heller ikke noget andet at komme med i vor tid.  "Jeg ville ikke vide at noget andet", sagde Paulus.  Siger vi også det?

5.12.18 - jn