Forside Artikler Fred med Gud trods konflikter
Fred med Gud trods konflikter Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 04. december 2018 07:52



En af de mænd i vækkelseshistorien, som i mine unge dage  talte til mig, var juristen Charles Finney. -  C.H. Spurgeon, hans samtidige, - af eftertiden kaldt "prædikanternes fyrste" -, brød sig rent teologisk ikke særligt meget om ham, men selv kunne jeg ikke komme uden om ham.

I sit klassiske værk "Revival Lectures", som er stenografiske, jordnære  foredrag, har jeg bl.a. understreget disse bemærkninger om åndsfylde:

"Sådanne (åndsfyldte) kristne vil erfare stærke konflikter med fristelser, som de aldrig før havde drømt om, fx blasfemiske og ateistiske tanker, tilskyndelse til onde handlinger, selvmordstanker o.lign.  Hvis du er en åndelig kristen, kan du vente den slags konflikter. Men... du vil have fred med Gud.  Selvom kirken, de ugudelige og djævelen raser imod dig, vil du have fred, ja, din fred vil være som floden..."  Så langt Finney.

Den slags forstår overfladiske, sorgløse kristne ikke.  For du opdager nemlig  hurtigt, at du hellere skal holde sådanne erfaringer for dig selv i enrum indfor Herren.Jeg kender heldigvis kun få tilfælde af fortvivlede kristne, som tog deres eget liv.

De anfægtelser, Finney beskriver, kender jeg selv lidt til. Men, når det så sortest ud, mindede Herren mig altid om et forløsende ord i nødens stund, og da opleves sandheden af Joh. 1:5: "Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke brugt med det."

I just en akut nød fuld af mørkets dødskræfter mindede Ånden mig om dette ord: "Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre Herrens gerninger!"  Jeg vidste, det stod et sted i Salmerne, men hvor?  Da jeg slog op dér på slump,  tilsmilede mig straks Sl. 118:17, og hjertet fyldtes med tak. Og jeg mindedes dagene på Sygehuset i nov. 2017, hvor jeg fik tro for endnu en tid til gavn for Guds rige ud fra  Åndens kærlige tillempelse af Fil. 1:25.

Det styrkede min tro på et liv også før døden!
4.12.18 - jn 

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)