Forside Artikler Bibelen sat i skammekrogen
Bibelen sat i skammekrogen Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 01. december 2018 10:04



En god ven, en baptistpræst i PA, USA, skrev i min første, engelske Bibel:  "Study without worship is sin!"  (Bibelstudium uden tilbedelse er synd!).  De var en advarsel mod at lade studiet blive blot en mental tankeproces.

  "På knæ for Bibelen, professorer!" råbte Indre Missions høvding Vilh. Beck ved et forhandlingsmøde for bl.a. teologer i Betesda i 1896.

Vor gamle prædikant-ven, Helseth Dyrseth fra Norge, fortalte os engang på et ungdomsmøde om en troende kvinde, som i lang tid, hver dag, havde dvælet ved et bestemt ord.  Han sagde:  "Den måde at læse Bibelen på har jeg tro for!"  Den havde bragt hende i stille tak til Herren for det, Han havde gjort for hende og ved Ånden vist hende i Guds ord.

Modsat har jeg mødt veludrustede, stålsatte brødre, som bedyrede, at de læste hele Bibelen mindst een gang om året, - ja, en "bibelstærk" ven fortalte mig:  "Jeg har besluttet at læse Bibelen igennem 2 gange om året!"  Bless his heart, som vi siger derovre, men om hjertet var blevet berørt af ordet på samme måde som omtalte kvinde, véd jeg ikke.

Hvad her siges, er i mange sammenhænge volapyk, eftersom Bibelen er trængt sørgeligt i baggrunden.  "Jeg kan ikke mere rejse rundt og holde bibeltimer, for de troende læser ikke mere i Bibelen", sagde engang i Indre Missionær til mig på Sunnmøre i Norge.

Men nogle af os afdankede gamle føler os beslægtet med både ovenfor nævnte kvinde og Vilh. Beck, som jeg nok ikke var enig med i alt, men hans ydmyge forhold til Bibelen værdsatte jeg som et ex til efterfølgelse.

Samtidig har vi dette paradoks:   Medens mange "trosfæller" har et nærmest ikke-eksisterende forhold til Bibelen, kan jeg møde nidkære Jehovas Vidner med deres Bibler, som de slår op i for at følge med, når jeg  vidner for dem ud fra Guds ord.  Vi véd gensidigt, at jeg ikke er en af deres "egne" , men de følger dog med i Bibelen a la jøderne i Berøa i Ap.G. 17:11.

Men til de fromme kirkegængere har jeg lyst til at sige med Grundtvig, da han som ung trådte frem:  "Hvi er Herrens ord forsvundet fra Hans hus?"

1.12.18 - jn

 
Copyright © 2018 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)