Når i forretningsverdenen en mand bliver tændt på en idé, som han alene brænder for, kan han som ildsjæl let løbe ind i afkølende modstand hos kolleger, der beder ham "hidse sig ned", tage det roligt og "spise brød til".  Sådanne kolde fornuftsmennesker kaldes lysslukkere.

Den etablerede kristne menighed kan have sine lysslukkere, for hvem det ofte lykkes  at slukke ilden, og ildsjælen resignerer måske tilmed.

Da svensk-amerikaneren Paul Fleming, efter en frugtbar periode som pioner-missionær iblandt stammefolk i Malaysia, vendte hjem til USA i 1940, legemligt afkræftet, brændte han for sin vision om evangelisation til unåede stammefolk, men mødte megen modstand hos andre kristne ledere.  "Gud skal nok frelse dem, der skal frelses, uden din og min hjælp", lød ind imellem fra lysslukkere. 

Ilden blev dog ikke slukket og blev starten på "New Tribes Mission" i 1942.

Når apostlen  skriver (som 1. Tess. 5:19 er oversat med i NIV-oversættelsen - New International Version ):  "Udsluk ikke Åndens ild!" er det rettet mod åndelige lysslukkere, som nok "kan" alt det dér med kirke,  platforme og høj musik, men som alligevel mangler "ilden", som vi aldrig kan kunstigt frembringe, men som må antændes af Ånden.

Som det hedder på engelsk:  "Fire cannot be taught, it must be caught!"

Da Titanic gik ned i 1912, lå en stor damper ikke så langt derfra helt roligt og stille og kom for sent, fordi der først skulle fyres op under kedlerne.  (En anden længere borte kom frem og reddede, hvad de kunne).

Mange af os må i den øjeblikkelige nød med fortabte sjæle omkring os, som vi måske slet ikke ænser eller gemmer os for i trygge kirker, bede om en ny Åndens ild og ved Guds nåde stå imod de afkølende kræfter, der vil slukke ilden.  Jeg husker en handicappet prædikant der tit sagde:  "Hellere brænde op end ruste op!"  Måtte også vi være besjælet af en sådan ild!

"Den præst, der ikke er nidkær, er vantro!"  (C.H. Spurgeon)


27.9.18 - jn